Investor vil bygge boksbutikker i Vojens

Tre-fem boksbutikker i den vestlige ende af Vojens kan blive en realitet. Haderslev Kommune er klar til at sætte gang i lokalplanarbejdet.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

En investor har vist interesse for et areal i den vestlige del af Vojens – det der normalt går under betegnelsen Høttepladsen.

Her vil man bygge tre-fem boksbutikker på i alt 6.000-7.000 kvadratmeter, og der er allerede interesserede lejere. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Haderslev Kommune.

– Jeg ser utroligt positivt på, at vi har en investor, der er vil skabe udvikling i Vojens. Det vil få en positiv betydning for hele området og kan styrke det samlede handelsliv. Vi skal have fundet en ny løsning for at afvikle Høtte, og det er vi i god dialog med arrangørerne om, siger Bent Kloster (V), der er formand for Land- og Byudviklingsudvalget.

Haderslev Kommune har gennem noget tid været i dialog med investoren om mulighederne i området.

Læs også: Haderslev Kommune køber ejendom i Vojens for at udvikle området

Grundene på Over Jerstalvej 2 og 4 anvendes i dag primært til anvendes som fest- og eventplads, og de er kommunalt ejede.

Af et notat fra kommunen fremgår det dog, at det er Daugaard Pedersen, der har ansøgt om et nyt plangrundlag, der skal bane vejen for de kommende butikker. Projektudvikleren har indsendt tre forskellige forslag til disponeringen af den kommende bebyggelse.

– Det vil styrke Vojens at samle handel i byen mod vest og aktiviteter mod øst i området ved hallen. Planerne ligger godt i tråd med vores udviklingsplan og den retning, vi tror på for Vojens. Nu skal vi finde de konkrete løsninger sammen med Høtte, så vi også fremover har en god byfest i Vojens, siger Bo Morthorst Rasmussen (S), der er næstformand i Land- og Byudviklingsudvalget.

Planerne om at bygge boksbutikker i den vestlige del af Vojens kommer kort tid efter nedrivningen af bygningerne på Trekanten 3 i den østlige del af Vojens er afsluttet. Det giver nye muligheder for udviklingen af Vojens og de aktiviteter, man gerne vil skabe omkring hallerne.

Læs også: Boligforening vil bygge knap 60 rækkehuse og lejligheder på slagterigrund

Næste skridt mod realiseringen er at udarbejde en lokalplan, der ændrer området fra fest- og eventplads til centerområde.

Haderslev Kommune forventer, at planen kan komme i høring omkring november 2025, og den kan endeligt vedtages i februar 2026.

Samtidig arbejder Haderslev Kommune med områdefornyelse omkring Rådhuscentret. Kommunalbestyrelsen besluttede i 2024 at afsætte 4,7 millioner kroner til at forbedre udearealer og forbindelser i området, som også får positiv betydning for området samlet set. Når projektet er gennemført refunderes 60 procent af staten.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling