Jysk entreprenør skal bygge 45 plejeboliger i Solrød

Plejecenter Christians Have i Solrød skal udvides med 45 kommunale plejeboliger. Jysk entreprenør skal stå for byggeriet.

Den oprindelige bebyggelse på Plejecenter Christians Have blev opført i 2003 og er blevet udvidet ad flere omgange, senest i 2019.

Plejecenteret på Christians Torv i Solrød rummer 130 plejeboliger og 24 rehabiliteringsværelser.

Nu skal plejehjemmet udvides med yderligere 45 kommunale plejeboliger for 117 millioner kroner.

C.C. Contractor har vundet udbuddet om at udvide plejehjemmet, oplyser Solrød Kommune i en pressemeddelelse.

C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.
C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.

Entreprenøren med base i Herning udfører udvidelsen i samarbejde med arkitekter fra Force4 Architects, ingeniører fra Sweco og landskabsarkitekter fra Labland.

– C.C. Contractor har virkelig forstået opgaven og leveret en perle af et plejecenter-projekt, udtaler formand for Social-, ældre- og sundhedsudvalget, Christian Nyholm fra VoresSolrød.

– De har sat sig grundigt ind i, hvilke rammer vi gerne vil tilbyde både borgerne og kommunens ansatte, og har budt ind med et projekt, der matcher vores høje krav til for eksempel både hjemlighed, tryghed og funktionalitet. Det er kort sagt et super godt projekt.

Den kommende udbygning af plejecenteret kommer til at bestå af to sammenhængende bygninger i fire etager formet som et “U” grænsende op til den nordlige del af plejecenterets eventyrlige sansehave.

C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.
C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.

De almene plejeboliger blive hver især 65 kvadratmeter store. Hver boligetage består af 15 boliger fordelt i to mindre enheder, som er placeret så beboerne har direkte udsyn mod fællesarealerne, når de går ud af deres bolig.

Køkken- og spiseområder er desuden placeret i hjertet af afdelingerne, så alle beboere har kortest mulig afstand til dem.

– For eksempel er etagerne indrettet, så personalet hele tiden er synligt og tæt på beboerne, så de nemt kan få hjælp, siger Christian Nyholm.

Desuden ligger der et kontor centralt placeret nær elevatoren med godt overblik på alle tre boligetager, så det også er nemt for besøgende at opsøge en medarbejder.

Plads til både hjemme- og sygeplejen

C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.
C.C. Contractor skal udvide Plejecenter Christians Have i Solrød med 45 nye plejeboliger. Visualisering: Force4 Architects.

Projektet indeholder udover tre etager med boliger også nye lokaler til Den Kommunale Hjemmepleje og Den Kommunale Sygepleje, som i dag holder til i lokaler over Solrød Bibliotek og Kulturhus.

Hjemme- og sygeplejen rykker ind i stueetagen af den nye bygning, hvor de cirka 1.000 kvadratmeter kommer til at rumme blandt andet kontorer, syge- og værnemiddeldepot og mødelokaler.

Omklædningsfaciliteter til alle medarbejdere i bygningen er placeret i kælderen, og optager derfor ikke gode kvadratmeter.

Byggeriet af de to nye bygninger går efter planen i gang i maj 2025, og det er forventningen, at der kan flytte borgere ind i byggeriet omkring februar 2027.

I alt er der tale om 4.930 kvadratmeter nybyggeri, som efter planen skal certificeres til DGNB Guld.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling