Karrebæksminde Strandhotel skal åbne i 2026 eller 2027

Planprocessen er indtil videre ikke forløbet som forventet, og ejendomsudvikleren venter nu på en dispensationsgodkendelse til nedrivning af to blokke.

Ejendomsudvikleren Maycon planlægger at omdanne det tidligere kursuscenter Smålandshavet i Karrebæksminde til et strandhotel med mellem 180 og 200 værelser, spa og konferencefaciliteter.

Ejendommen blev købt af fagforbundet 3F i marts 2024 for 36 millioner kroner, og det nye Karrebæksminde Strandhotel forventes at åbne i 2026 eller 2027, oplyser ejendomsudvikleren i en pressemeddelelse.

Ifølge SN.dk skal ejendommen forvandles til til et firestjernet hotel til en samlet værdi af omkring 300 millioner kroner.

Projektet omfatter både nybyggeri og en omfattende renovering af de eksisterende bygninger, som skal åbnes mod vandet med store glaspartier, loungeområder og træbeklædte facader i nordisk stil. Planen er tegnet af Bjerg Arkitektur, der også står bag et kommende femstjernet hotel i Køge Marina.

Siden overtagelsen af ejendommen er hotellet blevet holdt i drift, men Maycon taber ifølge SN.dk omkring en million kroner om måneden, selvom der fortsat er overnattende gæster, der lejer sig ind i Karrebæksminde.

– Vi gjorde en fejl, da vi tømte de to blokke for alt inventar. Det skete i forventning om, at vi kunne påbegynde byggeriet, men det er desværre ikke gået som planlagt, tilføjer Dennis Dahl til SN.dk.

Indtil videre venter Maycon på kommunens dispensationsgodkendelse til at rive to gamle blokke ned og erstatte dem med nye bygninger, der bliver én etage højere. Nabohøringen er afsluttet, og sagen behandles den 27. oktober i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget.

Ifølge Næstved Kommunes tekniske direktør, Willy Feddersen, passer hotellet godt ind i byens ferie- og fritidsmiljø, selv om nogle borgere er bekymrede for øget trafik.

Maycon har til gengæld fundet plads til 134 parkeringspladser på den 17.600 kvadratmeter store grund.

Når tilladelserne er på plads, skal projektet udbydes som en nøglefærdig investering til en kommende hoteloperatør og investor.

Den 8.350 kvadratmeter store ejendom ligger på en cirka 18.000 kvadratmeter stor grund ved lystbådehavnen i Karrebæksminde.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling