Maycon køber Smålandshavet i Karrebæksminde af fagforbund

Fagforbundet 3F har solgt kursus- og feriecentret Smålandshavet i Karrebæksminde til ejendomsudvikleren Maycon, der vil udvide centret.

Smålandshavet er blevet solgt. Det er fagforbundet 3F, der sælger kursus- og feriecentret, der ligger ved lystbådehavnen i Karrebæksminde. Køber er Maycon Ejendomsudvikling med base i Næstved.

Det skriver SN.dk.

Bag Maycon står projektudvikler Bjarne Mayland og sønnen Anders Mayland.

De har ifølge avisen store planer for den 8.350 kvadratmeter store ejendom, hvor hotelkapaciteten skal fordobles, ligesom der skal etableres to-tre konceptrestauranter og strandcafé.

– Hele første salen bliver omdannet til hotelværelser, og vi satser på plads til mellem 200 og 300 overnattende gæster, siger Bjarne Mayland til SN.dk, om ejendommen, som foruden en renovering også skal klimasikres.

Aktuelt har kursus- og feriecentret 120 enkeltværelser samt 60 ferielejligheder fordelt på 50 store og 10 små lejligheder.

Læs også: Greve vil omdanne gammel landbrugsejendom på Enø til feriecenter

Desuden er der en restaurant samt både store og små lokaler til møder og konferencer, og der er såmænd også en svømmehal med varmtvandsbassin, sauna og fitness-udstyr.

Ifølge SN.dk besluttede 3F allerede i 2020 besluttede at sælge Smålandshavet, og avisen oplyser, at forhandlingerne mellem Maycon og 3F har stået på siden dengang, så der har været tale om en langstrakt proces.

Prisen meldes der ikke noget om, og handlen er ikke tinglyst. Tilbage i 2020 blev ejendommen offentligt vurderet til en værdi af 166 millioner kroner, hvoraf værdien af den 17.650 kvadratmeter store grund udgjorde godt 5 millioner kroner.

Tidligere har Næstved Kommune haft en hjemfaldsklausul på ejendommen, men den købte fagforbundet sig ud af i slutningen af 2024.

Maycon overtager ejendommen den i september, og 3F opretholder driften indtil da.

– Vi er meget glade for, at det lykkedes for os at erhverve Smålandshavet af 3F med overtagelse den 1. september 2024, så vi kan videreføre og udvikle stedet til gavn for både Karrebæksminde og hele Næstvedområdet, udtaler Anders Mayland, direktør hos Maycon, i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at “feriekonceptet skal være med til at binde hele området sammen for dermed at tiltrække gæster fra nær og fjern”.