
Brøndby Kommune har overtaget ejerskabet af Brøndby Strand Centrum fra KFI Erhvervsdrivende Fond.
I oktober underskrev KFI en frivillig aftale om overdragelse af centeret til Brøndby Kommune i forbindelse med en række ekspropriationer.
Overdragelsen er et centralt led i den langsigtede omdannelse af bydelen, som skal forvandle Brøndby Strand frem mod 2040, skriver KFI i en pressemeddelelse.
Centret blev opført i slutningen af 1970’erne og har i mere end 40 år været et naturligt samlingspunkt med butikker og servicefunktioner.
Ifølge KFI er både området og bygningerne i dag modne til fornyelse, og overdragelsen til kommunen skal give bedre muligheder for en samlet og helhedsorienteret udvikling.
– Vi har gennem en årrække ejet Brøndby Strand Centrum, men området og centret trænger til fornyelse, udtaler Peter Lange, driftsdirektør i KFI Erhvervsdrivende Fond.
– Vi har haft et tæt samarbejde med kommunen om fremtiden for centeret, og med den forestående byudvikling ser vi det som en naturlig og positiv udvikling, at kommunen overtager ejerskabet.
Med ejerskabet får Brøndby Kommune mulighed for at udvikle området med både boliger og erhverv, herunder et nyt hovedstrøg med dagligvarebutikker, basar og fitnessfaciliteter.
Selvom aftalen allerede er på plads, går den fysiske omdannelse først i gang om cirka et år. Centret holder åbent frem til december 2026, hvor omkring en tredjedel af bygningerne forventes revet ned.
Den resterende del bevares frem til december 2028, mens KFI fortsat står for driften af centret frem til nedrivningen.






















