Ifølge TV2 Fyn godkendte Kystdirektoratet i sidste uge planen om at udbygge Ristinge Strandhotel helt ned til vandkanten. Bag projektet står Mads Zangenberg, som i efteråret 2021 sendte en ansøgning om det nye strandhotel.
Ifølge TV2 Fyn åbnede det første gang i 1920, men bygningerne er nu faldefærdige og skal rives ned. Der skal i stedet bygges et “nyt lille, eksklusivt hotel” med 12 værelser og tilhørende restaurant, har mediet tidligere skrevet.
Nu skal plangrundlaget for det kommende hotel på det sydlige Langeland så på plads.
– Kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune godkendte arbejdet med lokalplanen for et år siden, og nu har de ligesom startet processen op, siger Mads Zangenberg til TV2 Fyn.
I dag mødes han med kommunen for at aflevere det endelige forslag til lokalplanen, skriver TV2 Fyn.
– Forhåbentlig ligger de sidste offentlige godkendelser på plads til sommer, og så vil byggeprocessen tage omkring et år, så jeg håber, vi kan invitere ind på kaffe i sommeren 2024, hvis alt går vel, siger han til TV2 Fyn.
Ifølge mediet ventes projektet at løbe op i 20 millioner kroner.