Store-Hedebyg Entreprise skal udvide Munkekærskolen i Solrød.
Store-Hedebyg Entreprise skal udvide Munkekærskolen i Solrød.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Munkekærskolen i Solrød skal udvides, og nu har politikerne i byrådet i kommunen besluttet, hvem der skal stå for selve udbygningen.

Projektet har været i udbud som totalentreprise i begrænset licitation uden prækvalifikation med de fire bydende firmaer, Store-Hedebyg Entreprise, Juul & Nielsen, Base Erhverv og Egon Olsen & Søn.

Det er den lokale Solrødvirksomhed Store-Hedebyg Entreprise, som har levet bedst op til kriterierne og vundet udbuddet.

Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse.

Virksomheden med base i Solrød har tidligere stået for både første og anden etape af udbygningen af netop Munkekærskolen.

Ifølge Regine Hovmøller LA, der er formand for Familie- og uddannelsesudvalget, står Store-Hedebyg Entreprise bag et projekt, der “lever op til målet om bedre undervisningsfaciliteter i hverdagen og hænger flot sammen med resten af skolen”.

– Det er en fleksibel løsning, som brugerne af skolen i høj grad har været med til at vælge, hvor der er tænkt på både inde- og udearealer og forskellige mindre læringsmiljøer. Alt i alt sikrer projektet, at skolen også i den nye tilbygning får nogle rigtige gode forudsætninger for at levere en god undervisning, og vi er mange, der glæder os til at se det færdige resultat, udtaler udvalgsformanden

Udvidelsen sker i forbindelse med, at der også skiftes tag på skolen, men der er tale om to særskilte projekter.

Med udvidelsen bliver der lavet en tilbygning med 1. sal mellem udskolingen og mellemtrinnet, som kommer til at sikre en bedre sammenhæng mellem bygningerne. Tilbygningen indeholder fem nye, fleksible basislokaler, der nemt kan tilpasses til forskellige former for undervisning samt nye toiletter.

Byrådet besluttede desuden, at de på byrådsmødet i august vil tage stilling til muligheden for at etablere tre ekstra lokaler, der i første omgang er aftalt at blive leveret som såkaldte råhuse, som helt færdige basislokaler.

Det er forventningen, at byggeriet kan starte op i oktober måned og vil strække sig over cirka et år.

Den samlede entreprisesum eksklusive moms er på 17,9 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling