Lyngkroen solgt til lokal købmand

Lyngkroen mellem Rørvig og Nykøbing Sjælland i Odsherred er netop blevet solgt. Ejendommen forbliver på lokale hænder, og krodriften fortsætter.

Lyngkroen i det populære sommerhusområde Odsherred er netop blevet solgt efter få måneder på markedet. Kroen blev i februar sat til salg for 6,5 millioner kroner.

Køber er Henrik Købke Søeborg, der har den lokale Spar-købmand på modsatte side af vejen. Han overtager officielt Lyngkroen den 1. maj 2024.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget af den 900 kvadratmeter store kro.

– Lyngkroen har en speciel plads i de lokales hjerter, og det har jeg også kunnet mærke i min dagligdag som Spar-købmand på den anden side af Rørvigvej. Mange kunder har spurgt, hvad der skulle ske med kroen, for den har altid ligget der, og det ville føles mærkeligt uden kroen på den anden side af vejen. Derfor undersøgte jeg hurtigt muligheden for at overtage kroen, og jeg er også glad for, at Lau Gram Brahl var klar til at fortsætte driften, så kroen kan fortsætte, udtaler Henrik Købke Søeborg.

Læs også: Kro skal omdannes til 18 hotellejligheder

Lau Gram Brahl har solgt kroen af helbredsmæssige årsager. Alligevel er han ikke helt klar til at give slip på kroen, hvor han startede med at stå i lære som kok i 1990.

Han fortsætter som forpagter og vil fortsat drive kroen sammen med min kone Stina Brahl.

– Efter jeg besluttede mig for at sætte kroen til salg, var der pludselig en masse snak om kroen skulle omdannes til boliger, om der skulle etableres en anden butik, men for at være helt ærlig, så er jeg rigtig glad for, at kroen bliver bevaret, og at jeg fortsat kan stå for den daglige drift. I første omgang har jeg indgået en femårig forpagteraftale, men hvis helbredet er til det, er der mulighed for at tage fem år mere, ligesom der også er mulighed for at fremleje til tredjepart, hvis det bliver nødvendigt, fortæller Lau Gram Brahl.

Stor interesse for kroer

Kroen på Rørvigvej 217 mellem Rørvig og Nykøbing Sjælland i Odsherred har en glorværdig fortid, der strækker sig helt tilbage til 1785, hvor stedet var en kongeligt privilegeret kro.

– Der har været stor interesse for kroen efter vi satte den til salg. Det er altid sjovt at arbejde med en sag, som vækker en masse interesse i lokalsamfundet og medierne, så det har været en interessant og god proces med både køber og sælger, som jo var enige om, at kroens drift skulle fortsætte, fortæller Mikkel Emil Valeur, erhvervsrådgiver, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde.

Læs også: Boliger erstatter lukket kro efter “uskønt forløb”

Generelt er der stor interesse for denne ejendomstype, fortæller John Borrisholt, direktør og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde.

– På tværs af vores erhvervsafdelinger i hele landet oplever vi, at der bliver sat en hel del kroer til salg, og vi oplever faktisk også en fin interesse for kroerne. På grund af den store interesse har vi også oprettet en selvstændig forretningsgruppe med fokus på hotel, restauranter og kroer, hvilket sikrer, at vi kan tilbyde en endnu mere struktureret rådgivnings- og salgsproces inden for det specifikke område, siger John Borrisholt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling