McDonald’s ved motorvejen i Nyborg står over for en overhaling af de helt store. Burgerrestauranten skal udvides og moderniseres for intet mindre en 12 millioner kroner. Det skriver Fyens.dk.

Bag restauranten står ifølge avisen Michael Rolver, der er franchisetager af 11 McDonald’s restauranter.

– Det er en meget velbesøgt restaurant, og den er vokset ud af sine rammer. Og så trænger den bare til en meget gennemgribende renovering af både gæsteområde og produktionsfaciliteter, så vi fortsat kan imødekomme den store efterspørgsel, siger franchisetageren til Fyens.dk.

Restauranten lukkes i et par uger, mens den udvides med 75 kvadratmeter, så der skabes plads til 200 spisende gæster. Baristakonceptet McCafé udvides til dobbelt størrelse, og køkkenet får også en tur.

Den udvidede og moderniserede restaurant forventes at stå klar den 31. januar, mens drive-in-delen åbner fra den 16. januar.

Der findes 100 McDonald’s-restauranter i Danmark. Den første blev åbnet på Vesterbrogade ved Københavns Rådhusplads overfor Tivoli i 1981. Restauranten i Nyborg åbnede for 25 år siden og er nok blandt landets mest kendte, da den er svær at undgå for bilister, der krydser Storebæltsbroen.