Intet mindre end 116 indbyggere er Hune vokset med gennem de seneste ti år. Det lyder måske ikke af alverden, men for en by med aktuelt 734 indbyggere svarer det til en befolkningstilvækst på næsten 19 procent i løbet af et årti.
Det er ganske markant, når man sammenligner med væsentligt større byer i Danmark, og der bliver da også rykket rundt på tingene i den nordjyske ferieby, der nærmest ligger i forlængelse af Blokhus.
Som en del af et samlet projekt i Hune-området blev der i 2021 lavet en aftale, hvor XL-Byg skulle flyttes udenfor Hune midtby, så byggemarkedskædens grund bag villaerne på hjørnet af Vesterhavsvej og Hunetorpvej kunne anvendes til et boligprojekt.
– Det handler om boliger på XL-grunden, det handler om faciliteter til Hune Boldklub, det handler om et nyt hotel, og projektet er løbende blevet tilpasset en lille smule, sagde borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V), da politikerne i kommunalbestyrelsen den 29. august godkendte økonomien i den almene del af byggeprojektet.
Projektet på Jonstrupvej omfattede tidligere 36 almene familieboliger og otte privatfinansierede lejligheder opført i fire punkthuse.
Læs også: BIG skal omdanne tidligere Aldi-butik i Hune til museum
Det er blevet ændret, så de kommende lejligheder i stedet bliver fordelt på tre punkthuse. Og nu omfatter projektet samlet 37 almene boliger og seks private lejligheder, som skal bygges i to etaper.
De seks private lejligheder opføres i første etape sammen med 22 almene boliger for lige knap 45 millioner kroner. Anden etape omfatter 15 almene familieboliger i et punkthus til godt 30 millioner kroner.
Bag de nye boliger står Nørresundby Boligselskab i samarbejde med Kuben Management, totalentreprenør Tom Jakobsen A/S, Brix | Nordberg Arkitektur og Brix og Kamp Rådgivende Ingeniører.
De almene boliger får to, tre og fire værelser og bliver henholdsvis 76, 87, 89 og 98 kvadratmeter store, mens de private lejligheder bliver henholdsvis 100, 117 og 132 kvadratmeter store.
Huslejen for de almene boliger kommer til at ligge på omkring 6.650 kroner om måneden for lejlighederne på 76 kvadratmeter, mens lejlighederne på 87 kvadratmeter får en månedlig husleje på godt 7.600 kroner. Lejlighederne på 98 kvadrameter får en månedlig husleje på 8.575 kroner.
Bag hotelprojektet står iværksætter og ejendomsinvestor John Andersen. Hotellet skal efter planen have 142 værelser og opføres i tilknytning til Kulturhuset og Skulpturparken, som John Andersen ligeledes ejer.
Hotelprojektet har både været lagt i graven og er blevet genoplivet, og den aktuelle status er uvis.
På kommunalbestyrelsesmødet slog formand for Teknik- og Miljøudvalget, Christian Hem (V), dog fast, at i Hune bratter man ærmerne op og gøre noget ved tingene.
– Når man laver en plan i Hune, så nøjes man jo ikke bare med at lave planen, fordi vi som kommune står bag det her, og derfor bliver denne plan til noget, lød det fra Christian Hem.
– Og vi må jo bare sige, at tilflytningen til Hune er så stor, at de kan komme ind i top 10 af nordjyske byer, der har den største tilflytning, sagde han og påpegede, at mange ejendomsudviklere ønsker at bygge boliger i byen.
Der er forventet byggestart på Nørresundby Boligselskabs projekt i første kvartal 2025, og de nybyggede lejligheder forventes klar til indflytning midt i 2026.