Nordsjællandsk kommune udlægger to nye områder til boligbyggeri

Et 80.000 kvadratmeter stort areal i landzone og et 17,5 hektar stort areal ved tidligere teglværk udlægges til boligudvikling.

Politikerne i byrådet i Gribskov Kommune har sendt “Forslag til Kommuneplan 2025-37” i otte ugers offentlig høring.

Kommuneplanen byder på en række ændringer og nye muligheder for boligbyggeri.

– Der er nogle byudviklingsområder, som er kommet ind. Det er et ved Annisse Nord og et lillebitte et ved Blistrup, hvor der sådan set er boliger i forvejen. Med i Kommuneplan 2025-37 er der også kommet fremtidig byudvikling ind på længere sigt. Det er et område ved Græsted og et ved Annisse Nord.

I Blistrup er der tale om et 80.000 kvadratmeter stort areal ved Udsholtvej i den nordlige del af byen. Med udlægget gives mulighed for en lille fortætning i form af nye parcel- og rækkehuse i 1,5-2 etager i et område, hvor der allerede er boliger i forvejen.

Et areal ved Annisse Teglværk udlægges til boligudvikling. Illustration: Gribskov Kommune.
Et areal ved Annisse Teglværk udlægges til boligudvikling. Illustration: Gribskov Kommune.

Egernsund Wienerberg lukkede i 2021 teglværket i Annisse Nord, og her udlægges et areal på 17,5 hektar til til blandet boligbebyggelse.

“Med arealudlægget muliggøres omdannelse af det tidligere teglværksområde, så her kan bygges boliger til supplering af den lokale boligforsyning med mere varierede boligtyper, samtidig med at naturværdier i området styrkes”, lyder det i kommuneplanforslaget.

Endeligt udpeges to nye perspektivområder til fremtidig byudvikling ved Græsted og Annisse Nord. Der kan først planlægges for udvikling af perspektivområderne efter 2037.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling