De seneste 12 år er der blevet bygget mere end 1.000 nye boliger i Nyborg Kommune. Alene inden for de sidste tre år er der blevet bygget 500 boliger i den østfynske kommune.
Det fremgår af den planstrategi, som byrådet har vedtaget.
– Strategien skal være med til at sikre en bæredygtigt og balanceret udvikling af Nyborg Kommune. Den sætter retning og fokus på de gode rammer for borgerne og erhvervslivet i vores byer og landsbyer, ligesom den skal sikre fremdrift i forhold til klima og grøn omstilling og værne og den natur og de unikke landskaber, som er en væsentlig del af Nyborg Kommunes identitet, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sørens Svendsen (V) på byrådsmødet, hvor strategien blev vedtaget.
De fleste af de nye boliger, der er blevet bygget gennem de seneste 12 år, er opført som etageboliger, og over 80 procent af boligerne er opført i Nyborg.
De sidste 20 procent er primært blevet bygget i Ullerslev og Ørbæk. Generelt er der ikke blevet bygge ret mange nye boliger i landsbyerne siden kommunesammenlægningen i 2006.
Planstrategien udgør grundlaget for den kommende kommuneplan. Nyborg Kommune forventer, at der også i den næste planperiode vil være et stort behov for mindre boligtyper i form af etageboliger og rækkehuse, mens der behovet for nye parcelhuse vil være mindre.
Dette begrundes med den fortsatte udvikling mod flere, men mindre husstande i kombination med den store andel af boligmassen i kommunen, der i dag udgøres af parcelhuse.
Koncentrationen af etageboliger forventes at være størst i Nyborg, hvor der er flest indbyggere, og hvor befolkningstætheden er størst.
Boligtyperne, som opføres og efterspørges i Ullerslev, Ørbæk og til dels landsbyerne består overvejende af fritliggende boliger og rækkehuse.
Gennem de seneste 12 år er Nyborg Kommune sammenlagt vokset med godt 760 indbyggere, så der dag bor godt 32.260 borgere i kommunen. Selv Nyborg by er vokset fra knap 16.500 indbyggere i 2011 til 17.900 indbyggere i 2023.
Ørbæk er i samme periode vokset fra godt 1.530 indbyggere til godt 1.680 indbyggere, mens indbyggertallet i perioden er faldet fra godt 2.770 til godt 2.620 i Ullerslev.