Et nyt boligområde med 36 boliger i form af rækkehuse og etageboliger er på tegnebrættet Rugårdsvej og Idrætsvej i den sydøstlige del af Morud. Nielsen & Nielsen Ejendomme med base i Odense har anmodet Nordfyns Kommune om en ny lokalplan for det 15.000 kvadratmeter store areal, og politikerne i teknik & miljøudvalget er klar til at sende planen i otte ugers offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for at bygge boliger i op til to etager. Boligerne kan etableres som række- og dobbelthuse og etageboliger, hvilket vil sige, at række- eller dobbelthuse kan opføres i to etager med en bolig på hver etage.
Foruden de nye boliger giver lokalplanen også mulighed for, at der kan bygges et fælleshus på 100 kvadratmeter.
Lokalplanen inddeler området i tre delområde, hvor et delområde udlægges til boliger, mens et andet delområde udlægges til fælles friareal med mulighed for at etablere et fælleshus, legeplads, petanquebane, anlæg til vandhåndtering og stier. Endeligt udlægges det tredje delområde til veje og tekniske anlæg. Langs Rugårdsvej er der mulighed for at etablere cykelsti og fortov.
“Området får vejadgang fra Rugårdsvej, og det sikres med lokalplanen at der er stiforløb gennem området, som binder det nye boligområde sammen med de eksisterende områder ved Langesøhallen, Rugårdsvej og videre forbindelse til skolen”, fremgår det af referatet fra mødet i teknik & miljøudvalget.
Området fremstår i dag hovedsageligt som et grønt areal med bevoksning med mange nåletræer og mod syd et åbent engareal. I området ligger der desuden en større sø på cirka 2.000 kvadratmeter. Søen er beskyttet mod tilstandsændringer gennem naturbeskyttelsesloven.
Ifølge Danmarks Statistik har Morud godt 1.830 indbyggere og er dermed den fjerdestørste by i Nordfyns Kommune efter Otterup, Bogense og Søndersø. Således er godt 180 indbyggere kommet til siden 2012, hvor der boede 1.650 borgere i den mere end 600 år gamle by, der ligger omkranset af skovene omkring den historiske herregård Langesø Slot.