Allerede inden byggeriet er gået i gang, er der smidt 50 millioner kroner i planlægningen af Hyllegaard Høje, der betegner sig selv som “fremtidens storbofællesskab”. Bofællesskabet kommer til at integrere natur, fødevareproduktion og bosættelse i én landsby med fokus på bæredygtighed og egen strøm og varme, fremgår det af en pressemeddelelse.
– Ultimativt skaber vi et boligområde der opbygger naturrigdommen og biodiversiteten samtidig med, at vi lever og bor i dens midte: Den vilde natur skal findes der hvor vi bor, hvor vi dyrker vores mad, hvor vi leder vores vand hen, og hvor vi laver vores energi. Det er vores mission, udtaler Rebecca Sørensen, udviklingsdirektør i Hyllegaard Udvikling, i meddelelsen.
Bofællesskabet skal fuldt udbygget rumme 200 boliger til 400-600 beboere og bliver dermed et af de allerstørste bofællesskaber i Danmark – særligt når det samlede areal på hele 22 hektar jord tages med. Bebyggelsen bliver opdelt i seks selvstændige boligklynger med blandede ejerformer i form af ejer- og lejeboliger.
Arealet til bofællesskabet blev købt i 2017, og byggeriet af de første 35 boliger blev sat i gang den 16. maj.
Rækkehusene til de første 35 familier fra bofællesskabsforeningen Sjællandsk Muld bliver lavenergihuse, der ifølge udviklingsplatformen Almenr er fri for kemikalier og giftstoffer.
– Dette projekt er et direkte resultat af en borgerdrevet proces og et værdifællesskab mellem samarbejdspartnerne, som sikret, at landsbyen kunne gå fra drøm til virkelighed, siger Per Feldthaus, administrerende direktør i Almenr.
Rækkehusene bygges i træ med åndbare facader, da de er isoleret med organisk materiale i papir- eller træuld. Enemærke & Petersen, der skal opføre boligerne, forventer at de får et meget lavt CO2-aftryk.
– Sammen med Genbyg A/S har vi tilbudt trægulve af overskudslængder fra gulvproduktion eller fra en af vores andre byggesager, hvor vi haft store mængder afskæring af massivt bøgegulv, fortæller Jakob Henningsen, projektleder fra Enemærke & Petersen.
– Størstedelen af køberne har valgt lofter af krydsfiner i stedet traditionelle gipslofter, hvilket er med til at nedsætte materialeforbruget, udtaler han.
Opvarmes af 30 kilometers termonet i jorden
Bofællesskabet får Danmarks største privatejede termonet bestående af 30 kilometer jordvarmeslanger, der lægges i jorden af Snoldelev Entreprenørfirma med Kuben Management som bygherre. Termonettet skal trække varme fra markerne hen til byområdet for at spare energi.
– Termonettet er en imponerende konstruktion, og bliver det største privatanlagte termonet i Danmark. I termonettet generes et stort energioptag som behandles af indtil flere varmepumper. Det sker ved anvendelse af en antifrostvæske i jordslangerne og et kølemiddel, med lavt kogepunkt, i varmepumperne. Kølemidlet fordamper og endeligt komprimeres dampen og kan derved generere varme på cirka 45 grader. Systemet skal på sigt levere varme til 200 boliger, siger projektudvikler Henrik Bendz fra Kuben Management.
Derudover får området et regnvandingsanlæg (LAR), der via åbne render, bassiner og reservoir skal skal vande de 11 hektar landbrugsjord. Jorden opdyrkes efter principper for permakultur og regenerativt landbrug med skovhaver, frugtlunde, dyrehold og selvforsynende grøntsagsproduktion.
I bofællesskabet giver beboerne afkald på ligusterhække og får blot mindre private haver, og får derudover fællesret til – og medansvar for – attraktive rekreative områder med alt fra økologisk landbrug til dyrehold.
Området vil få et bevægelseshus til 10 millioner kroner samt en 600 kvadratmeters renoveret staldlængde til rekreative formål, og derudover adskillige delprojekter, såsom eksempelvis mobile og 100 procent bæredygtige naturhuse, som allerede er på vej.
På sigt kan borgerne gå og cykle gennem naturområder fra centrum af stationsbyen Hvalsø og hele vejen ud til bydelen Hyllegaard Høje.
Hyllegaard Høje har en målsætning om at området skal være selvforsynende via et energifælleskab omkring solceller og en vindmølle, som vil levere strøm til områdets elbiler og varmepumperne i boligerne.