Nyt boligområde i Hadbjerg på tegnebrættet

Privat bygherre står bag projektet, der omfatter 12-16 boliger ved Sellingvej i Hadbjerg. Lokal landmand ejer grunde, hvor boligerne skal bygges.

Ifølge Favrskov Kommune vil en privat bygherre opføre dobbelthuse eller en blanding af parcel- og dobbelthuse på et 12.000 kvadratmeter stort areal vest for Sellingvej i den sydlige del af Hadbjerg.

I alt kan der blive tale om op til 16 boliger. Det afhænger dog af, hvordan projektet disponeres.

Projektet kræver under alle omstændigheder en ny lokalplan, og den 28. november 2023 besluttede politikerne i byrådet at sende den i offentlig høring.

– Lokalplanforslaget vurderes at være i tråd med kommuneplanens intentioner om det, vi har kaldt for et varieret boligudbud, og den indeholder også bestemmelser om bevaringsværdige træer og varieret beplantning. Så der skulle også være lidt til biodiversiteten i denne plan, sagde formand for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring (S), på byrådsmødet.

Det var dog ikke ambitiøst nok for Enhedslisten.

– I Enhedslisten føler vi stærkt, at det er en fejltagelse, at byrådet ikke stiller krav om mere bæredygtigt byggeri i nye lokalplaner, sagde medlem af Plan- og Landdistriktsudvalget, Thake Fogh Cordt (EL), på byrådsmødet.

– Vi står i en klimakatastrofe, og vi har muligheden for at gøre en forskel, sagde han og understregede, at det ikke kun handlede om projektet i Selling.

Et flertal af politikerne besluttede dog at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring.

Lokalplanområdet ejes ifølge de offentlige registre af landmand Niels Grand Pedersen. Området vil efter planen enten blive indrettet med 16 tæt-lav-boliger eller med otte tæt-lav-boliger og fire parcelhuse.

Området bliver opdelt i to mindre boligklynger omkring hver sit vejforløb.

Den nordlige boligklynge består af fire dobbelthuse eller fire fritliggende enfamiliehuse omkring en mindre boligvej.

Den sydlige boligklynge indeholder otte boliger som fire dobbelthuse med et fælles grønt areal. Begge boligklynger vejbetjenes via mindre boligveje fra Sellingvej, fremgår det af lokalplanen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling