Plan for boligprojekt midt i Holstebro ændres

Der skulle bygges 38 ungdomsboliger, men planen for boligbyggeriet på Nørreport i hjertet af Holstebro har ændret sig.

Det almene boligselskab NordVestBo står i samarbejde med Rema 1000, Atra Arkitekter og Byggefirmaet Knudsgaard bag et boligprojekt på Nørreport, der ligger for enden af den største gågade i Holstebro.

Oprindeligt var det planen at bygge 30 ungdomsboliger og otte familieboliger oven på en Rema 1000-butik.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer har projektet dog ændret karakter. Boligselskabet har nemlig lyttet til efterspørgslen.

Læs også: Boligselskab vil bygge 3D-printede ungdomsboliger i Holstebro

– Behovet for ungdomsboliger er faldet, mens interessen for lejeboliger til familier og ældre fortsat er stor centralt i Holstebro. Derfor bygger vi nu 33 moderne familieboliger med et samlet boligareal på 2.915 kvadratmeter, fortæller direktør for NordVestBo, Anders Vestergaard.

NordVestBo oplyser, at byggeriet” bliver mere klassisk i udtrykket end først planlagt, men er tilpasset arkitekturen i området”.

Atra Arkitekter har sat stregerne til det oprindelige projekt med ungdomsboliger, og den lokale arkitektvirksomhed arbejder nu på det nye projekt. Tegningerne er dog ikke klar til offentliggørelse.

Læs også: Massivt behov for nye seniorboliger i den almene sektor

Hele området omkring Nørreport er inde i en rivende udvikling. Slagterigrunden er under omdannelse, og her vil Vem Byg bygge 70 nye lejligheder.

Desuden bygges der boliger på grunden, hvor politistationen tidligere lå, ligesom planen for et nyt hotel i Nørregade var klar for et år siden.

For knap 12 millioner kroner omdannes den trafikerede rundkørslen ved Nørreport til et lyskryds, og endeligt skal de gamle sygehusbygninger frem mod 2038 udvikles til en helt ny bydel.

NordVestBo administrerer i alt 3.300 lejeboliger. Det almene boligselskab blev i 2018 til ved en fusion af Boligselskabet Sct. Jørgen fra Holstebro og Arbejdernes Andelsboligforening fra Struer.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling