I samarbejde med Forma Arkitekter står Platan Holding ved Christian Bruno Cordsen Nielsen bag et større projekt på hjørnet af Vesterbrogade og Platanvej på Frederiksberg.
Et politisk flertal på Frederiksberg har besluttet at sende et lokalplanforslag byggeprojektet i høring. Planen åbner for en større omdannelse af området med nye boliger, erhverv og et grønt gårdrum.
Projektet omfatter renovering af boligbygningen på Vesterbrogade 162 og opførelse af ny bebyggelse på to ubebyggede grunde ved Platanvej og Henrik Ibsens Vej. Samlet giver planen mulighed for omkring 3.785 kvadratmeter nye familieboliger.
Boligerne bliver mellem cirka 57 og 115 kvadratmeter, og mindst 25 procent af de nye boligetagemeter skal være almene boliger. De almene boliger, som AAB forventes at skulle stå bag, placeres i en ny bygning ved Henrik Ibsens Vej.
I alt planlægges 25 nye boliger i bebyggelsen mod Platanvej, 12 almene boliger ved Henrik Ibsens Vej og tre boliger i en udvidelse af penthouseetagen på Vesterbrogade 162. De eksisterende boliger i bygningen renoveres samtidig.
Projektet lægger samtidig stor vægt på grønne løsninger. Gårdrummet udvides og indrettes med opholdsarealer, legeplads og en fælles taghave oven på en lav bygning i gården. Der etableres også en mindre scene til kulturelle aktiviteter mod Platanvej.
– Derudover er der arbejdet med at skabe grønne kvaliteter i gårdhaven, i overgangen mellem facader og på ubebyggede arealer. For eksempel kommer der en lille lomme med træer mod Platanvej, sagde Rasmus Holme (EL), der er formand for Klima-, Plan- og Boligudvalget, på mødet i kommunalbestyrelsen den 2. marts.
Den eksisterende boligbygning på Vesterbrogade 162 udpeges som bevaringsværdig. Facaden kan renoveres og få nye altaner, mens gavlen kan få ny udsmykning eller begrønning. Flere nabobygninger udpeges også som bevaringsværdige.
Planen indebærer også, at en nedslidt bagbygning, hvor Platan Biografen tidligere lå, kan rives ned. Det giver plads til en ny indretning af dagligvarebutikken SuperBrugsen mod Vesterbrogade og til et større grønt gårdrum i karréen.
I stueetagerne bliver der mulighed for butikker, caféer, klinikker og andre publikumsrettede funktioner. Planen giver samlet mulighed for omkring 1.900 kvadratmeter detailhandel i området, herunder en dagligvarebutik.
Parkeringen samles i en parkeringskælder, mens varelevering til dagligvarebutikken fremover skal ske fra Vesterbrogade i stedet for gennem gårdrummet via Henrik Ibsens Vej.
Krav om almene boliger under beskydning
Kommunalbestyrelsen vedtog forslaget med 20 stemmer mod 11. De Konservative stemte som de eneste imod, fordi de ikke ønsker ny bebyggelse på Henrik Ibsens Vej og vil reducere byggeriet mod Platanvej.
Rådmand og medlem af Klima-, Plan- og Boligudvalget, Anders Storgaard (K), glædede sig trods alt over, at der i forbindelse med lokalplanarbejdet er blevet lyttet til partiets bekymringer vedrørende projektet.
– Særligt glade er vi for, at den arkitektoniske stil fremstår langt mere frederiksbergsk i det, der er lagt frem her, og at man også har kigget på at få facaderenoveringen mod Vesterbrogade med, sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.
Rådmand og medlem af kommunalbestyrelsen, Lars Berg Andersen (LA), påpegede, at Frederiksberg er Nordeuropas tættest befolkede kommune, og at kommunen ikke er forpligtet til at bygge flere boliger, selvom den tilsyneladende er attraktiv for tilflyttere. Partiet stemte dog for at sende lokalplanforslaget i høring.
– Vi havde helst set, at man aldrig havde nedrevet villaerne eller træerne for den sags skyld på Platanvej, som man gjorde i 1980’erne og erstattede dem med højhusbyggeri. Men når nu skaden er sket, så synes jeg faktisk, at dette projekt leverer en flot afslutning på alléen mod Vesterbrogade, sagde Lars Berg Andersen på kommunalbestyrelsesmødet.
Udsigten til nye almene boliger behagede ham dog ikke.
– Men det er jo ikke bygherres idé, men tværtimod et uforståeligt krav fra det socialistiske flertal her i salen. Det kommer til at betyde, at denne bygning som alment byggeri højst sandsynlig bliver af lav kvalitet og bliver med en kunstig lav husleje, hvor differencen op til markedslejen bliver betalt af alle os andre, sagde han.
Lokalplanforslaget sendes nu i otte ugers offentlig høring, hvor der også afholdes et borgermøde.






















