Cinemabyen i Helsingør udvikles på et 800.000 kvadratmeter stort areal, hvor den tidligere småkagefabrik og det tidligere Ford-værksted på hjørnet af Rønnebær Alle viger for i alt 700 nye boliger samt butikker, erhverv og grønne områder.
Lokalplanen for den sydlige del af den nye bydel er på plads, og her skal Raundahl & Moesby i totalentreprise opføre boligprojektet “Småkagen” for Core Property Management.
Det skriver entreprenørvirksomheden fra Aarhus i en pressemeddelelse.
– Aftalen med Core Property er indgået efter vores samarbejdsmodel, som vi har haft succes med på flere andre sager igennem de seneste år, fortæller direktør for Raundahl & Moesby Øst, Morten Jensen.
Projektet på hjørnet af Fredericiavej og Rønnebær Allé omfatter nybyggeri af 167 boliger, hvoraf 12 er rækkehuse og de resterende 155 er etageboliger. Samlet byder projektet på 13.850 kvadratmeter boliger og 5.000 kvadratmeter kælder og parkeringsfaciliteter.
De 10 separate blokke sammenbygges som åbne karrer. De vil blive opført i rustik lys teglsten med varierende hældninger på tagkonstruktionen.
De udendørs opholdsarealer vil inkludere en grøn kile med gennemgående stiforløb, grønne åndehuller og overdækkede fællesarealer i form af orangerier.
Raundahl & Moesbys egen biolog vil i forbindelse med projektet sikre de mest optimale betingelser for at fremme biodiversiteten i området.
Projekteringen startes op efter sommerferien og det forventes at man går i jorden ved årsskiftet. Byggeriet afleveres i tre etaper fra efteråret 2026 til foråret 2027.
Visionsplanen for Cinemabyen er udarbejdet af Helsingør BYLAB og Planværkstedet.