Rødvig Ferieby må udvide med 50 feriehytter

En ny lokalplan fremtidssikrer Rødvig Ferieby, som får mulighed for at bygge 50 nye feriehytter samt en ankomst- og en wellnessbygning.

Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune har endeligt vedtaget en ny lokalplan for Rødvig Ferieby.

Lokalplanen giver feriecentret mulighed for at udvide med 30 feriehytter på op til 80 kvadratmeter samt 20 feriehytter på op til 30 kvadratmeter.

Desuden må der bygges en ankomstbygning på op til 650 kvadratmeter, en wellnessbygning på op til 300 kvadratmeter og et familiehus med ferieboliger og fællesarealer på op til 400 kvadratmeter.

Endeligt må der etableres affaldsdepot, teknikrum, cykeldepot, vaskeri samt fryse- og kølerum på i alt 300 kvadratmeter.

Formålet med lokalplanen er at muliggøre forskellige overnatningsmuligheder, og et aktivt og grønt fritidsliv mellem fritidshusene. Derudover skal lokalplanen sikre, at udvidelse af feriebyen realiseres på en måde, der er skånsom over for miljøet, og som understøtter den lokale natur, feriebyens eksisterende bebyggelsesstruktur og materialevalg.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser for plantearter for at sikre en blanding af spiselige, stedsegrønne og hjemmehørende planter. Det skal sikre en høj grad af biodiversitet i området.

Læs også: Greve vil omdanne gammel landbrugsejendom til feriecenter

– Det er virkeligt noget, der er indtænkt i denne lokalplan, og det bliver et rigtigt spændende område, selvom det er noget, der skal udvikles ad åre, sagde kommunalbestyrelsesmedlem Line Krogh Lay (R) på kommunalbestyrelsesmødet, hvor planen blev vedtaget.

– Jeg synes godt, at vi kan være stolte af, at der bliver lavet lokalplaner som denne i kommunen – ud over, at vi mangler overnatningspladser. For det gør vi i høj grad, fastslog Line Krogh Lay på kommunalbestyrelsesmødet.

Intentionen med lokalplanen er, at den skal være med til at fremtidssikre feriecentret, som skal udbygges løbende. Lokalplanen giver også mulighed for etablering af fire plantezoner, og anlæggelse af aktivitetsanlæg som eksempelvis fodboldbane, multibane, minigolf og bålhus.

De kommende feriehytter må placeres fritliggende i klynger eller på række, men de må også sammenbygges.

Rødvig Ferieby ejes og drives af Mette og Claus Høgenhaug.