Stor produktions- og lagerejendom i Ringkøbing søger lejer

EDC Erhverv Poul Erik Bech er valgt til at formidle udlejningen af 18.440 kvadratmeter produktions- og lagerbygninger midt i Ringkøbing.

Frem til årsskiftet producerede Dovista facadevinduer i ejendommen på Vesterled 8 i Ringkøbing, men nu er produktionen flyttet til henholdsvis Polen, Litauen og Herning.

Derfor har EDC Erhverv Poul Erik Bech fået til opgave at finde en eller flere lejere til de 18.440 kvadratmeter produktions- og lagerbygninger.

Det skriver erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Dovista hører til VKR Gruppen, og Nicolai Christian Ægidius, der er group legal counsel i VKR Holding, mener, at ejendommen har en god og central beliggenhed med nem adgang til det omkringliggende vejnet og tilkørselsforholdene er gode.

– Vi søger en ankerlejer eller alternativt flere nye permanente, langsigtede lejere, udtaler Nicolai Christian Ægidius.

Der søges en ny lejer, gerne én ankerlejer, men en opdeling i mindre lejemål af de tre produktionsbygninger på henholdsvis 8.200 kvadratmeter, 8.000 kvadratmeter og 2.300 kvadratmeter kan også blive en løsning.

Nicolai Christian Ægidius påpeger, at der er gode parkeringsmuligheder, samt at Hotel Fjordgården ligger lige rundt om hjørnet.

– Vi har valgt EDC Erhverv Poul Erik Bech til at hjælpe med udlejningen, da de tidligere professionelt har hjulpet os med at sælge 11 bygninger på i alt 33.000 kvadratmeter i Skærbæk i Sydjylland til Skærbæk Erhvervspark, som blandt andet tæller lokale træ- og møbelproducenter. Det gik rigtig fint, så vi håber naturligvis på endnu et tilfredsstillende forløb, udtaler han.

Dovista er flyttet fra stor produktions- og lagerejendom i Ringkøbing, og nu skal EDC Erhverv Poul Erik Bech finde ny lejer til ejendommen for VKR Grupppen. Foto: PR.
Dovista er flyttet fra stor produktions- og lagerejendom i Ringkøbing, og nu skal EDC Erhverv Poul Erik Bech finde ny lejer til ejendommen for VKR Grupppen. Foto: PR.

Vinduer, køkkener eller møbler?

Det var Morten Dahl Rask, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Sydjylland, der var primus motor på salget af ejendommene i Skærbæk.

– Vi er naturligvis rigtig glade for, at VKR Holding endnu engang har valgt os til at hjælpe dem. Denne gang skal vi hjælpe med at fremleje de velbeliggende lejemål centralt i Ringkøbing. Der er mange, gode anvendelsesmuligheder for en eller flere kommende lejere. Det er oplagt med lager, produktion eller showroom. Mest oplagt vil naturligvis være en eller flere virksomheder, der minder om dem, udtaler han.

– Ejendommene kan således bruges til produktion af vinduer, møbler, køkkener og lign., da der allerede er udsugning til træspåner og spånfyr. Det kan også være pladskrævende detailvirksomheder som for eksempel byggemarkeder eller virksomheder med brug for meget lagerplads, da det er en knap 50.000 kvadratmeter stor grund og de tre produktionsejendomme er på i alt 18.440 kvadratmeter. En løsning kan for eksempel også være virksomheder, der er underleverandører til vindmølleindustrien, da de ofte har korte deadlines og har fordel af at være tæt på vindmølleproduktionen. Det skyldes ikke mindst, at Vestas er placeret ved Ringkøbing Havn. Der er altså mange anvendelsesmuligheder for de velplacerede produktionsejendomme, udtaler Morten Dahl Rask.

Den årlige leje er sat til 5,3 millioner kroner. Læs mere om lager- og produktionsejendommen på her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling