Prisma Properties har nye butikker i Holstebro på tegnebrættet, men også i Herning vil det svenske selskab være til stede.
Herning Kommune har nemlig modtaget en ansøgning fra det svenske ejendomsselskab, der vil udvikle et nyt erhvervsområde ved Sandgaardsvej i den østlige del af byen.
Området ligger tæt på Herning Centret og Midtjyske Motorvej og består i dag af både boligejendomme og åbne markarealer.
Planerne omfatter etablering af et nyt detailhandelsområde på cirka 17.500 kvadratmeter. Det skal rumme butikker med særligt pladskrævende varegrupper, en dagligvarebutik og en fastfoodrestaurant, samt parkeringspladser og en ny adgangsvej.
Projektet er dog endnu på et tidligt skitseniveau og kræver både en ny lokalplan og ændringer i kommuneplanen, da det nuværende plangrundlag kun tillader boligformål.
Området ligger i et følsomt grundvandsområde, hvor særlige regler og hensyn gælder. En del af arealet er klassificeret som boringsnært beskyttelsesområde og nitratfølsomt, hvilket betyder, at erhvervs- og boligudvikling i disse områder som udgangspunkt ikke er tilladt.
Herning Kommune har i 2024 fået udarbejdet en detailhandelsanalyse, der skal bruges til at vurdere nye butiksetableringer. Ifølge analysen er der behov for op mod 35.200 kvadratmeter nye butikker i kommunen, men det vurderes samtidig, at ny detailhandel i området omkring Sandgaardsvej sandsynligvis vil tage omsætning fra eksisterende butikker frem for at tiltrække nye kunder. Det gælder især, hvis der etableres en stor dagligvarebutik, som vil kunne trække kunder væk fra bymidten og dermed svække det samlede butiksliv i centrum.
Analysen peger også på, at det eksisterende erhvervsområde øst for motorvejen er bedre egnet til udvidelser med detailhandel, og at området ved Sandgaardsvej kun bør udvides begrænset. Kommunen anbefaler derfor, at der laves en ny, supplerende detailhandelsanalyse, der mere præcist kan vurdere konsekvenserne af projektet – herunder butiksstørrelser og det samlede arealbehov.

Trafikalt er området allerede præget af stor belastning. Silkeborgvej, som løber tæt på projektområdet, har omkring 15.000 biler dagligt og er en af byens mest trafikerede veje.
Herning Byråd har afsat 13 millioner kroner til at udvide Silkeborgvej fra to til fire spor fra Golfvej/Åvænget og hen til rampen til Midtjyske Motorvej. Byrådet har desuden afsat 2 millioner kroner til etableringen af en gangsti på den sydlige del af Silkeborgvej. Gangstien er en del af Birk Masterplan, som blandt andet skal sikre en bedre forbindelse fra Birk og ind mod midtbyen. Udvidelserne forventes at blive igangsat i løbet af 2026.
En ny adgangsvej til området, som projektet foreslår, vil kunne skabe problemer for det eksisterende vejprojekt, medmindre trafikken i stedet ledes via Sandgaardsvej og rundkørslen ved Birk. Det vil dog kræve en større ombygning af rundkørslen eller en signalregulering – noget, der potentielt også vil berøre den obelisk, der i dag står midt i rundkørslen.
Projektets arkitektoniske udtryk er rettet mod motorvejen, hvilket adskiller sig fra de nuværende butiksbygninger langs Silkeborgvej. Kommunen vurderer, at der skal ske tilpasninger, så området harmonerer bedre med den eksisterende bebyggelse og infrastruktur.
Sagen er nu sendt til politisk behandling. Kommunens administration anbefaler, at der udarbejdes en ny detailhandelsanalyse og en trafikanalyse, før projektet eventuelt kan gå videre. Samtidig anbefales det at afslå ønsket om at etablere en dagligvarebutik i området, da det strider mod kommuneplanens retningslinjer.
Prisma Properties ejer cirka 130 ejendomme fordelt på Sverige, Norge og Danmark med et samlet areal på 321.700 kvadratmeter og en samlet værdi tæt på 5 milliarder kroner.
I Danmark forvaltes ejendommene af Taurus Ejendomsforvaltning, og de er i selskabets seneste årsrapport vurderet til en samlet værdi af 850 millioner kroner. Størstedelen af de 18 danske ejendomme ligger i Jylland.






















