Tidligere minister vil bygge rækkehuse på Sjællands Odde

Tidligere folketingsmedlem og erhvervsminister vil bygge omkring 20 række- og parcelhuse i Havnebyen på Sjællands Odde.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Foto: Odsherred Kommune.
Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Foto: Odsherred Kommune.

I løbet af efteråret 2022 og foråret 2023 blev tre matrikler ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde købt af ampartsselskabet VH Projekt for samlet godt 750.000 kroner.

Bag selskabet, der blev oprettet i september 2022, står tidligere medlem af Folketinget og forhenværende erhvervsminister Ole Sohn.

I sommeren 2023 anmodede han Odsherred Kommune om en ny lokalplan for den 10.300 kvadratmeter store grund, der ligger tæt på Odden Havn.

Den 26. november besluttede politikerne i byrådet i fuld enighed at sende lokalplanen i fire ugers offentlig høring.

I forbindelse med anmodningen om den nye lokalplan blev det oplyst, at området ville blive opdelt i tre byggefelter.

Et byggefelt skulle disponeres med seks boliger på hver især 120 kvadratmeter og et andet med 15 boliger på hver især 88 kvadratmeter. Endeligt skulle det tredje areal udlægges til enten rækkehuse, parcelhuse eller til et rekreativt areal.

Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Visualisering: Friis & Moltke Architects.
Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Visualisering: Friis & Moltke Architects.

Lokalplanen indeholder to alternativer, hvor lokalplanområdet som helhed kun må anvendes til enten en overvejende tæt-lav boligbebyggelse som række-, kæde- eller dobbelthuse eller en åben-lav boligbebyggelse som parcelhuse. Rækkehusene vil kunne opføres som senior-, ældre- eller handicapboliger.

– I Venstre vil vi jo egentligt helst have parcelhuse så mange steder som muligt, da vi egentligt mener, at vi har en stor andel rækkehuse og almennyttige boliger rundt omkring i området. Men det er jo ikke noget, vi lægger os fast på nu. Det må også komme an på høringssvarene, der kommer ind. Og der skal nok komme nogen, sagde formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Mathias Mousten Hansen (V), på byrådsmødet.

Han blev dog korrigeret af Thomas Adelskov (S), der påpegede, at Odsherred er blandt de danske kommuner med den laveste andel af almene boliger.

Tidligere har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan Ole Sohn i forbindelse med projektet har krævet “særbehandling” og ikke har ville lade sig “bremse af byggereglerne”.

Den udlægning fremstår dog en kende for dramatisk, når den sammenholdes med offentlige dokumenter fra Odsherred Kommune.

En gennemgang af referaterne fra udvalgs- og byrådsmøder i kommunen viser, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens ramme for området, omend der ønskes flere boliger, end den gældende kommuneplane giver mulighed for.

“Ønsket om mulighed for 21 boliger, som er mere end den i kommuneplanen angivne boligrummelighed på 15 boliger, kræver ingen særlige planøvelser, da det er indenfor allerede udlagt boligområde i kommuneplanen”, lyder det i referatet fra et møde i Vækst- og Udviklingsudvalget i august 2023. Det vurderes således ikke, at der er behov for et kommuneplantillæg.

Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Visualisering: Friis & Moltke Architects.
Ny lokalplan skal bane vej for blandt andet nye rækkehuse ved Vestre Havnevej i Havnebyen på Sjællands Odde. Visualisering: Friis & Moltke Architects.

På byrådsmødet fremhævede flere politikere, at det går rigtigt godt på Sjællands Odde, hvor der er masser af iværksætteri samt kulinarisk og kulturel udvikling.

Desuden er der behov for flere boliger, lød det fra Hanne Caldron. Politikeren fra lokallisten Nyt Odsherred bor selv i området.

– Jeg ved også fra lokalområdet, at der er flere borgere, som jo ønsker at leje disse boliger allerede. Så jeg tænker, at de skal nok blive afsat, sagde hun på byrådsmødet.

Friis & Moltke Architects har udarbejdet skitser til lokalplanen. Lokalplanen stiller krav om, at bebyggelsen overvejende skal fremstå med facader med blank mur, pudset, kalket facade, vandskuret eller i træ.

Træfacader skal fremstå umalede i træets naturlige farve eller bejdses i dæmpede jordfarver, mens andre facadetyper kun må farves i dæmpede jordfarver. Der må i hele området bygges i 1,5 etager.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling