Udvikling med nye boliger på Ravnsborg Enge fremrykkes

Politikerne i Køge fremrykker udviklingen af Ravnsborg Enge, hvor EGEM Ejendomme vil bygge nye boliger. Stemningen i byrådet nåede dog at blive lidt trykket.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Da byrådet i Køge i oktober 2022 vedtog helhedsplanen for Ravnsborg Enge, vedtog politikerne samtidig, at den første lokalplan tidligst skulle vedtages i 2029. Nu har man dog beslutningen af fremrykke udviklingen af området.

Sagen blev behandlet på det seneste byrådsmøde, hvor der var bred politisk opbakning til at komme i gang med udviklingen.

– Rigtigt spændende projekt, som vi jo har behandlet af flere omgange og med en rigtig spændende helhedsplan, sagde borgmester i Køge, Marie Stærke (S), på byrådsmødet.

Hun foreslog, at en indstilling fra Klima- og Planudvalget, om at lokalplanlægningen for Ravnsborg Enge skulle igangsættes, når der er principiel enighed om indholdet af en udbygningsaftale, blev indskærpet til, at Klima- og Planudvalget igangsætter arbejdet med en startredegørelse den 17. august 2023.

Det vækkede glæde fra blandt andet De Radikale Venstre, Konservative og Venstre. Efter planen skal område nemlig udvikles med en blanding af rækkehuse, fritliggende huse og enkelte etageboliger opdelt i nabolag med mindre boligklynger.

LÆS OGSÅ: KØGE VOKSER MED 5.000 INDBYGGERE

– Lige præcis denne type boliger, der er benævnt i Ravnsborg Enge, er en boligtype, vi mangler i Køge Kommune, sagde 1. viceborgmester, Ken Kristensen (V), på byrådsmødet.

– Vi har jo længe også drøftet, om der er nogle strukturelle udfordringer på vores boligmarked, som vi skal have kigget på, påpegede han og slog fast, at Ravnsborg Enge vil tiltrække skatteydere, der kan styrke velfærden i Køge Kommune til gavn for dem, “der har det svært i livet”.

Også fra 2. viceborgmester, Thomas Elm Kampmann (K), var der glæde over udsigten til udviklingen af det nye boligområde.

– Det specielle ved Ravsborg Enge er jo, at det er nogle attraktive boliger, der bliver udviklet derude, sagde han på byrådsmødet.

Startredegørelse eller lokalplan?

Midt i al begejstringen tog sagen dog pludselig en drejning, og stemningen i byrådssalen blev noget mere trykket. Borgmester Marie Stærke ønskede at sikre sig, at alle var indforståede med, at der først udarbejdes en startredegørelse.

Det er almen praksis i forbindelse med større projekter, at der først udarbejdes en startredegørelse, som skal danne grundlag for en lokalplan.

– Fra Konservatives side vil vi gerne starte lokalplansarbejdet og også selve lokalplanen i august. Startredegørelsen og lokalplanen kan vel køre simultant, sagde Thomas Elm Kampmann.

LÆS OGSÅ: YDERLIGERE 550 BOLIGER I KØGE PÅ TEGNEBRÆTTET

Herefter kiggede borgmesteren over på en medarbejder fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Fra forvaltningen blev det understreget, at man ikke ville kunne have en startredegørelse klar allerede i august, så udarbejdelsen af en lokalplan kan igangsættes af Klima- og Planudvalget den 17. august.

Efter en længere debat blev politikerne derfor enige om at springe startredegørelsen over. Indstillingen til Klima- og Planudvalget endte derfor med at blive, at udvalget skal igangsætte opstart af lokalplan på mødet den 17. august 2023.

Klar til udbygningsaftale

Bag udviklingen af Ravnsborg Enge står EGEM Ejendomme, som har fået udarbejdet en helhedsplan for området i samarbejde med Sted by- og landskab – en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Holscher Nordberg Architecture and Planning, RAW mobility, Aaen Engineering, IGS Rådgivende Ingeniører, Birgit Krogh Paludan og Keingart.

Det er ejendomsselskabet, der har anmodet om, at lokalplanlægningen for området igangsættes nu, mod at der til gengæld indgås en såkaldt udbygningsaftale om afholdelse af omkostningerne til infrastruktur i området.

Eftersom det oprindeligt var planen, at udviklingen af Ravnsborg Enge første skulle sættes i gang i 2029, er der i Budget 2023 ikke afsat midler til offentlige investeringer i budgetperioden 2023-26 som følge af en boligudbygning i området. Udviklingen af Ravnsborg Enge ventes at medføre offentlige investeringer på i alt 178 millioner kroner i form af 124 millioner kroner til vejinfrastruktur og 54 millioner kroner til ekstra dagtilbud til børn.

LÆS OGSÅ: NYE BOLIGTYPER SKAL TILTRÆKKE INDBYGGERE TIL KØGE

En fremrykning af vedtagelsen af en lokalplan fra 2029 til 2024 vil betyde, at de offentlige udgifter alt andet lige skal fremrykkes tilsvarende i kommunens budget. De 178 millioner kroner vil således skulle indeholdes i budgetårene 2024-2030.

Infrastrukturudgifter løber blandt andet op, fordi Orkestervej skal forlænges ind i området, og det omfatter anlæg af et tunnelrør.

EGEM Ejendomme har dog tilbudt en udbygningsaftale, hvor de vil betale 80 millioner kroner inklusive moms til vejinfrastruktur. Ejendomsselskabet har desuden tilbudt at bygge en privat daginstitution for hermed også på dette område at reducere kommunens udgifter.

Tidsplan for udvikling af Ravnsborg Enge

Udbygningen af Ravnsborg Enge følger Helhedsplanen og opdeles i tre etaper, som reguleres af tre individuelle lokalplaner:

Etape 1 (Lokalplan 1) omfatter udbygning af Nordbyen og Østbyen

  • Fase 1 består af udbygningen af Nordbyen med 80-100 boliger, og
  • Fase 2 består af udbygningen af Østbyen med cirka 180-200 boliger.
  • Etape 1 forventes fuldt udbygget i løbet af fem-seks år, svarende til en udbygningshastighed på cirka 50 boliger om året.

Etape 2 (Lokalplan 2) omfatter udbygning af Sydbyen og del af Vestbyen

  • Fase 1 består af udbygningen af Sydbyen med 160-190 boliger, og
  • Fase 2 består af udbygningen af Vestbyen med det antal boliger der er plads til indenfor Helhedsplanens ramme på i alt 500 boliger.
  • Etape 2 forventes igangsat i umiddelbar forlængelse af etape 1, hvilket kræver, at lokalplan 2 vedtages endeligt senest et år inden, etape 1 er fuldt udbygget.

Etape 3 (Lokalplan 3) omfatter udbygning af Vestbyen

  • Etape 3 omfatter helhedsplanens perspektivområde, som åbner mulighed for yderligere cirka 240 boliger i Vestbyen.
  • Etape 3 forventes igangsat i umiddelbar forlængelse af etape 2, hvilket kræver, at lokalplan 3 vedtages endeligt senest et år inden, etape 2 er fuldt udbygget.
  • Igangsættelsen af etape 3 kræver tillige at den nødvendige kapacitet på skole- og daginstitutionsområdet er til rådighed.

Ravnsborg Enge forventes fuldt udbygget over en periode på 12-15 år.

Kilde: EGEM Ejendomme.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling