Nordicals er efter første halvår af 2024 omtrent 15 procent foran omsætningen for samme periode sidste år.
Det er blandt andet stor efterspørgsel på vurderinger og rådgivning i brugermarkedet, der har givet erhvervsmæglerne noget at rive i.
Det oplyser erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
– Vi har haft travlt i første halvår af 2024, og det har også resulteret i en pæn vækst på vores omsætning. Mens vi endnu ikke har kunnet registrere en stigning i den samlede transaktionsvolumen, så kan vi konstatere, at bruger- og lejemarkedet har bevaret en høj kadence. Det danske erhvervsliv leverer fortsat flot, og de danske virksomheder har i høj grad søgt rådgivning hos os i den første halvdel af året, fortæller administrerende direktør for Nordicals, Erik Andresen.
Sammenligner vi den samlede transaktionsvolumen for første halvår af 2024 med første halvår af 2023, er den overordnede konklusion, at vi ikke har set nogen nævneværdig stigning i år, lyder det fra Nordicals.
Til gengæld er snak om recession afløst af optimisme i den danske økonomi, og de danske virksomheder fortsætter med at optimere driften og søge nye veje til vækst, understreder erhvervsmæglerkæden.
– Efterspørgslen er fortsat høj på erhvervslokaler og domiciler til virksomheder, der ønsker at modernisere deres drift. Vi har i efterhånden noget tid samtidig set et stigende fokus på kapitalbindinger hos virksomhedsejerne, hvilket har øget aktiviteten på markedet for sale and lease back, fortæller Erik Andresen.
Generationsskifte for ejendomsselskaber
Når Erik Andresen ser frem mod andet halvår af 2024, er han optimistisk – både i forhold til markedet og Nordicals omsætning.
– Når vi ser på vores nuværende pipeline, så er der god grund til optimisme. Vi har haft travlt indtil nu, og det ser ud til at fortsætte efter sommerferien. Derudover ser vi flere tegn på, at markedet så småt er i bedring, uden vi dog skal forvente en markant opblomstring på transaktionsmarkedet. Samtidig kunne det for en sjælden gangs skyld tyde på, at vi har ny lovgivning på vej fra myndighederne, der er til det bedre for ejendomsmarkedet, siger Erik Andresen.
Her refererer den administrerende direktør til den indgåede aftale om ”Et stærkere erhvervsliv”, der blandt andet indeholder nye regler om generationsskifte for ejendomsselskaber.
– Det ser ud til, at vi nu får rettet op på en cirka 25 år gammel politisk beslutning om at anskue udlejningsejendomme som passiv kapitalanbringelse. Når det ændres, bliver det muligt for ejere af udlejningsejendomme og ejendomsselskaber at anvende reglerne om skattemæssig succession, og dermed lette den økonomiske byrde ved overdragelse af deres virksomhed til børn eller nærtstående, forklarer Erik Andresen.
Skatteforpligtelsen forsvinder ikke, men overtages af køber og udskydes i princippet til det tidspunkt, hvor der sælges til én uden for familien. Det forbedrer dermed muligheden for at udvikle virksomheden med de midler, der ellers skulle være betalt til skat.
– Det betyder selvfølgelig, at ejendomme bliver et attraktivt aktiv i forbindelse med generationsskifte. Vi fornemmer allerede interessen herfor, og det vil kunne mærkes i det brede investeringssegment, siger Erik Andresen.
Omsætningen for Nordicals 24 erhvervsmæglerforretninger landede på 171 millioner kroner i 2023, mens resultatet før skat blev 34 millioner kroner.