7-Eleven åbner endnu en butik i Københavns Lufthavn

I går åbnede 7-Eleven en ny butik i Københavns Lufthavn. Kæden har nu 11 butikker, en café og 89 selvbetjeningsautomater i lufthavnen.

7-Eleven vandt i 2022 et udbud om at fordoble antallet af butikker og etablere hele 89 selvbetjeningsmaskiner i Københavns Lufthavn, hvorkæden har haft butikker i terminalerne siden 2005.

I går slog 7-Eleven dørene op for den sidste nye butik, som ligger i Terminal 3. Dermed har kæden sat punktum for en stor offensiv i lufthavnen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra 7-Eleven Danmark.

Foruden de 89 selvbetjeningsautomater har 7-Eleven nu 11 butikker og en café i lufthavnen. Det gør Københavns Lufthavn til den lufthavn i verden med flest 7-Eleven-butikker, oplyser 7-Eleven Danmark.

Læs også: Plantecenterkæde vil åbne 30 nye butikker

– Vi er meget glade for at være en del af Københavns Lufthavns udvikling og ser frem til at servicere en masse rejsende. På de korte flyruter er der ofte ingen eller begrænset mulighed for for eksempel at købe mad, hvilket vi med vores butikker på ’airside’ kan hjælpe med i form af frisk og grøn mad kombineret med vores klassiske sortiment. Vi glæder os til at byde vores kunder velkommen inden for, udtaler Jesper Østergaard, administrerende direktør for 7-Eleven Danmark.

Markant er særligt den største af de tre nye 7-Eleven Read & Fly-butikker, som ligger umiddelbart efter Tax-Free-området. Den er tidligere blevet drevet af en anden aktør og karakteriseres som Danmarks største boghandel målt på omsætning.

Samtidig bliver det sandsynligvis den første 7-Eleven-butik i verden, hvor der drives boghandel. I alt har 7-Eleven tre Read & Fly-butikker i lufthavnen.

Om 7-Eleven

  • 7-Elevens købmænd er selvstændige og driver selv deres butikker som franchisetagere. Købmændene på togstationerne er ansat af DSB.
  • 7-Eleven Danmark drives af Reitan Convenience Danmark.
  • Reitan Convenience Danmark er en del af Reitan Retail, som tilsammen udgøres af blandt andet Rema 1000 Danmark, Rema 1000 Norge og Uno-X Mobility.
  • 7-Eleven er en del af den norske familieejede Reitangruppen, hvis overordnede vision er at blive kendt som det mest værdidrevne selskab. Reitan er til stede i syv lande i Norden og Baltikum og omfatter tre forretningsområder: Reitan Retail, Reitan Ejendomme og Reitan Kapital.

Kilde: 7-Eleven Danmark.