Aktivister fra Klimabevægelsen i Danmark står med en papvindmølle med teskten
Aktivister fra Klimabevægelsen i Danmark står med en papvindmølle med teskten "ud med Putins gas - ind med sol og vind". Foto: Klimabevægelsen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ifølge en pressemeddelelse fra Klimabevægelsen i Danmark ønsker 74 procent af danske borgerne at udbygge vedvarende energi hurtigst muligt. Og vi er efterhånden klar til at få opsat vindmøller, om ikke i egen baghave, så i hvert fald i egen kommune.

Tallene stammer fra en meningsmåling, som YouGov har foretaget for Tryghedsgruppen. Den viser, at opbakningen i eksempelvis Sydjylland er steget fra 42 procent sidste år til 67 procent i år, skriver Klimabevægelsen.

Nina Skriver Dahl fra Vejle er en af de borgere, som bakker op om lokale vindmøller, og som altså nu er i flertal i Sydjylland.

– Sammenligner man elproduktionen per hektar, der udlægges til henholdsvis solceller og vindmøller, slår vindmøller solceller med en kæmpe margen. Solcelleparker producerer cirka 759.000 kilowatt-timer per hektar per år, mens en vindmøllepark med 150 meter høje møller kan komme helt op på 26 millioner kilowatt-timer, udtaler den lokale aktivist i Vejle.

Hun mener, at det nu er op til kommunen at gøre en forskel.

– Derfor bliver det spændende, om kommunen er opmærksomme på, at der er sket et skift i befolkningens opbakning til lokale vindmøller, og handler derefter. Det er dokumenteret, at lokal opbakning også afhænger af, at borgerne inddrages i planlægningen og for eksempel også får mulighed for at være medejere af anlæggene til vedvarende energi. Det håber jeg indgår i kommunens planlægning, siger Nina Skriver Dahl.

Denne tilslutning kommer på et tidspunkt hvor Klimarådet advarer om, at Danmark kommer til at mangle endnu mere grøn strøm i fremtiden.

Derfor mener Klimabevægelsen, at Folketinget skal fremrykke og anlægge nye vindmøller og solceller.

– Vi kommer til at mange 8 gigawatt ny grøn strøm i 2030. Det at regeringen og Folketinget har valgt at satse på power-to-x må forpligte på yderligere handling. Hvor skal al den strøm, som power-to-x jo kræver, komme fra? Det skal vi se en aftale på hurtigst muligt, siger Frederik Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

Inden sommerferien forventer regeringen at vedtage en ny aftale om sol- og vindenergi.