Almene boliger for 235 millioner i Nykøbing Falster er godkendt

Boligselskabet Fjordparken står bag de kommende 110 boliger på Schillergrunden i Nykøbing Falster. Nu er økonomien i projektet godkendt.

Mellem Industrivej og Gartnervej i Nykøbing Falster omdannes den gamle A. Schiller Maskinfabrik til et nyt boligkvarter.

På den 68.000 kvadratmeter store grund skal der over de kommende fem-ti år bygges op mod 400 boliger med et samlet etageareal på 50.000 kvadratmeter.

Blandt andet skal Boligselskabet Fjordparken bygge 110 almene familieboliger for 235 millioner kroner i Schillerkvarteret. Hovedentreprisen står Jönsson Entreprise for.

Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.
Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.

Den 22. februar godkendte politikerne i byrådet i Guldborgsund Kommune økonomien i projektet.

Ifølge boligselskabet er 466 borgere på venteliste til de kommende boliger, og heraf er 297 på den aktive venteliste. Boligselskabet forventer, at ansøgerantallet vil stige, når udlejningen påbegyndes.

Projektet omfatter 45 boliger med to rum på godt 65 kvadratmeter og en månedlig husleje på 6.075 kroner og 49 boliger med tre rum på knap 80 kvadratmeter og en månedlig husleje på 7.416 kroner.

Læs også: Nye boliger på havnen i Nykøbing Falster på tegnebrættet

Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.
Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.

Desuden etableres 16 boliger med fire rum på 85 kvadratmeter og en månedlig husleje på 7.919 kroner.

– Det er selvfølgelig interessant, for vi vil gerne have nogle huslejer, der er rimelige for borgerne. Og det vil boligselskaberne også have, så de kan få fyldt boligerne op, sagde medlem af Teknik, Klima og Miljøudvalget, Ole Bronné Sørensen (S), på byrådsmødet.

– Det holder sig jo faktisk inden for det niveau, som vi synes er rimeligt for almene boliger, påpegede han.

Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.
Boligselskabet Fjordparken bygger almene familieboliger i Schillerkvarteret. Visualisering: Sweco Architects.

Før de nye boliger kan skyde i vejret, skal de gamle bygninger på grunden rives ned. Det står Kingo Karlsen for.

Oprindeligt var det meningen, at boligselskabet skulle købe grunden til de nye boliger af Guldborgsund Kommune for godt 14 millioner kroner, men det har vist sig, at grunden er så forurenet, at prisen i stedet er sat til 0 kroner.

Schillerkvarteret skal udvikles som en mangfoldig bebyggelse med en blanding af rækkehuse og etagebebyggelser, fremgår det af et notat fra kommunen.

Sweco Architects har udarbejdet helhedsplanen for området, mens Birkelink er projektrådgiver. Grundejer er Allan H. Schmidt.