Nye boliger på havnen i Nykøbing Falster på tegnebrættet

Ny lokalplan for Bastebrohuset i Nykøbing Falster giver også mulighed for 65-75 boliger i form af byhuse, rækkehuse og etageboliger på erhvervshavnen.

I begyndelsen af året godkendte byrådet i Guldborgsund Kommune et visionsoplæg for Bastebrohuset på erhvervshavnen i Nykøbing Falster. Nu har Økonomiudvalget besluttet at sætte gang i arbejdet med en lokalplan, der skal realisere projektet, der forventes at koste 240 millioner kroner.

Ifølge en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune blev det besluttet af medlemmerne i udvalget på et møde i går.

– Alt det, vi laver nu, handler om, at planerne og visionerne for hele havneområdet hurtigst muligt bliver til virkelighed. Det bliver fantastisk, når forberedelserne kan omsættes til det første byggeri, det første opholdsområde eller den første café. Så selvom der ikke er bygget en cykelbro, nogle boliger eller anlagt en hyggelig plads endnu, så foregår der rigtigt meget vigtigt og nødvendigt arbejde, som er forudsætningen for hele havneomdannelsen, udtaler kommunens borgmester Simon Hansen (S), der også er formand for Økonomiudvalget.

Lokalplanen skal gøre det muligt at bygge det 9.100 kvadratmeter store Bastebrohuset med både museum, bibliotek, borgerservice samt musik- og billedkunstskolerne.

LÆS OGSÅ: DISSE KOMMUNER ER BEDST TIL AT TILTRÆKKE BØRNEFAMILIER

Derudover skal planen give mulighed for, at der kan bygges 65-75 boliger i form af byhuse, rækkehuse og etageboliger fordelt på i alt 6.120 kvadratmeter.

I første omgang lægges der ikke op til, at der skal bygges almene boliger, men det vil der efter planen blive bygget senere.

Havnen i Nykøbing Falster skal nemlig over seks etaper i de næste 10-15 år omdannes fra lukket erhvervshavn til en ny bydel med boliger, grønne områder og adgang til vandet.

Omdannelsen bygger på en helhedsplan for havnen, der er udarbejdet af C.F. Møller Architects i samarbejde med Cushman & Wakefield Red og Raw Mobility.

Udviklingsområdet strækker sig over et areal på godt 120.000 kvadratmeter, og helhedsplanen rummer mulighed for, at grundarealer på godt 58.000 kvadratmeter kan bebygges med i alt 61.000 etagemeter. Der lægges op til, at der skal bygges 285 byhuse og 207 lejligheder, som gennemsnitligt bliver 75 kvadratmeter store.

Sidste år satte Guldborgsund Kommune gang i arbejdet med den første lokalplan for den sydlige del af havnen. Arbejdet med lokalplanen for Bastebrohuset og de kommende boliger forventes at løbe frem til efteråret 2024.

Kommunen har desuden allieret sig med arkitektfirmaet Lytt, der skal lave en såkaldt designmanual for byinventar på havnearealerne. Manualen skal fastlægge rammerne for det overordnede visuelle udtryk af alt det, der skal være mellem bygninger, boliger og veje.