Arkil skal bygge ny motorvejsbro ved Padborg. Foto: Aabenraa Kommune.
Arkil skal bygge ny motorvejsbro ved Padborg. Foto: Aabenraa Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aabenraa Kommune har nu afsluttet udbuddet af entreprenørarbejdet for den nye motorvejsbro over E45 ved Padborg, og kontrakterne med Freiberg og Arkil er underskrevet.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Arbejdet med at opføre motorvejsbroen og tilhørende vejforbindelser igangsættes allerede i foråret 2025 og forventes færdigt i sommeren 2026.

Motorvejsbroen er ifølge kommunen en central del af den samlede vejforbindelse, der skal knytte de to erhvervsområder tættere sammen og skabe endnu bedre rammer for vækst og udvikling i Padborg Transportcenter og det nye erhvervsområde vest for E45.

– Med broen får vi skabt bedre infrastruktur, som styrker erhvervslivet og gør området endnu mere attraktivt for virksomheder og medarbejdere. Jeg glæder mig til at se, hvilket løft, det giver erhvervsområdet, når det står færdigt, udtaler formand for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll (S).

Projektet omfatter blandt andet ombygning af krydset ved Omfartsvejen, opførelsen af selve motorvejsbroen og en udvidelse af vejnettet vest for motorvejen.

Projektet har været længe undervejs og har blandt andet fået et løft med statslig medfinansiering fra Vejdirektoratet som en del af Infrastrukturplan 2035. Allerede i 2021 afsatte Aabenraa Kommune 25 millioner kroner til projektet, hvilket banede vejen for det videre arbejde.

– Nu er udbuddet af entreprenøropgaverne gennemført, og vi er klar til at starte arbejdet op i foråret. Tid og penge passer, og vi glæder os over samarbejdet med Freiberg og Arkil, siger Jesper Juhl Kristensen, afdelingschef for Drift og Anlæg i Aabenraa Kommune.

Cowi bistår Aabenraa Kommune om rådgivningen under hele entreprisen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling