Bøvlet særregel spænder ben for solceller på sygehuse

Bureaukratiske krav om selskabsudskillelse står i vejen for solceller på toppen af regioners sygehuse og administrationsbygninger, lyder det fra politiker.

Ifølge en pressemeddelelse fra Danske Region er der ikke sat en eneste solcelle op på regionernes bygninger under de regler, der siden 2021 har krævet, at regionerne skal lave et særligt selskab for at få lov til at sætte solceller på taget.

Reglen hedder “krav om selskabsudskillelse”. Kravet skal ifølge EnergiForum Danmark sikre en klar adskillelse mellem på den ene side kommunens kerneopgaver såsom borgernær velfærd og på den anden side kommercielle aktiviteter. Men kravet sætter altså også en stopper for solceller på kommuners og regioners bygninger.

– Det er tudetosset, for regionerne kan sætte solceller op på taget uden at belaste elnettet. Så det kunne i princippet ske i morgen – i modsætning til de store markanlæg, der skal vente i årevis på at investeringer i højspændingskabler skaber plads i elnettet, udtaler Mads Duedahl (V), formand for Klima- og miljøudvalget i Danske Regioner, i pressemeddelelsen.

Mads Duedahl peger i meddelelsen som eksempel på, at Region Hovedstaden nåede at etablere, hvad der svarer til over 600 husstandsanlæg, inden de nye regler trådte i kraft, men ikke et eneste efter. Heller ikke i Region Nordjylland, hvor Mads Duedahl selv er regionsrådsformand, har man etableret et eneste anlæg, siden reglerne blev indført.

Derfor efterlyser han nu, at regioner bliver sidestillet med private og erhverv. Derfor vil han nu hive fat i den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M).

– Det kan simpelthen ikke passe, at denne særregel, som i øvrigt gælder både regioner og kommuner, skal spænde ben for opsætning af solceller og den grønne omstilling i regionerne. Det er en barriere, der har sat udviklingen fuldstændig i stå, og det er tosset, når vi i stigende grad har brug for den grønne strøm, udtaler Mads Duedahl.

Fakta

  • Fra 2013 og til 2021 etablerede regionerne en række solcelleanlæg under de gamle regler.
  • Fra den 30. juni 2021 trådte de nye regler i kraft, der gør det bøvlet for regionerne at etablere solcelleanlæg, fordi de skal laves i et særskilt selskab. Det kaldes kravet om selskabsudskillelse.
  • Regionernes store bygninger (over 1.000 kvadratmeter) har et areal på over 500 hektar.
  • Potentialet er stort: 100 hektar solceller svarer til 130.000 kilowatt eller mere end 20.000 husstandsanlæg.
  • Region Hovedstaden har installeret 3.800 kilowatt solceller før reglerne – ingen efter.
  • Region Nordjylland har installeret 1.000 kilowatt solceller før reglerne – ingen efter.
  • Region Sydjylland har installeret 4.500 kilowatt solceller før reglerne – ingen efter.

Kilde: Dansk Regioner.