Broelement på 4.000 tons hejst op over Storstrømmen

I weekenden nåede mandskabet på byggeriet af den nye Storstrømsbro en markant milepæl, da en brodrager på 4.000 tons blev hejst op på to bropiller i Storstrømmen. Operationen begyndte lørdag morgen og sluttede sent samme dag.

Vejdirektoratet oplyser i en pressemeddelelse, at den første af 44 præfabrikerede og 73 meter lange brodragere til den nye Storstrømsbro er blevet hejst op på to bropiller i Storstrømmen.

Den blev sejlet ud ud fredag og placeret mellem de to bropiller. Herefter gik lørdagen med at hejse den op på plads. Klokken 22.00 lørdag aften var brodrageren spændt fast, hvor den skulle være, oplyser Vejdirektoratet.

– Operationen forløb roligt og omhyggeligt, men uden større udfordringer. Vi har været vidne til et imponerende stykke ingeniørarbejde, udført tålmodigt og med stor præcision. Nu kan borgerne på begge sider af Storstrømmen for alvor få fornemmelsen af den bro, der venter dem, udtaler projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, i meddelelsen.

De kommende uger skal brodrageren støbes sammen med de to bropiller, så løftearmene og hejsetårnene kan komme i brug til de næste brodragere. Næste forventede brodrager bliver sejlet ud og løftet op på nogle af de nordligste piller tæt ved kysten til Masnedø.

Brodragerne er de elementer, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen. Bortset fra de to nordligste og de to sydligste nærmest land, bliver de alle bygget på Masnedø, inden de skal sejles ud og hejses op.

Om den nye Storstrømsbro

Den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø bliver cirka 4 kilometer lang.

Den får en elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 kilometer i timen og en tosporet landevej til 80 kilometer i timen. Desuden får broen en gang- og cykelsti.

Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2025 og jernbanetrafikken i 2027.

Den samlede pris for projektet med nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er cirka 4,1 milliarder kroner.

Det er det italienske joint venture, SBJV, der bygger broen for den danske stat.

Kilde: Vejdirektoratet.