Casa renoverer boliger i Odense for Social Boligbyggeri og Civica.
Casa renoverer boliger i Odense for Social Boligbyggeri og Civica.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Socialt Boligbyggeri i Odense er en selvstændig boligorganisation med 135 boliger fordelt på tre afdelinger på henholdsvis Rødegårdsvej, Abigaelsvej samt Roesskovsvej og Hejmdalsvej. Civica har administreret boligafdelingerne gennem en årrække og sætter nu gang i renoveringen af afdelingen på Rødegårdsvej.

– Nu er der skrevet kontrakt med Casa A/S som hovedentreprenør på renoveringen og helhedsplanen for boligafdelingen, hvilket vi synes er en fantastisk positiv nyhed. Særligt i denne tid, hvor det er afgørende, at vi gør vores til at holde byggebranchen beskæftiget. Det er samtidig et udtryk for, at vi i størst mulig udstrækning holder de aftaler, som vi har med beboerne omkring renoveringen, udtaler direktør i Civica, Jens Pilholm, i en pressemeddelelse.

Den omfattende renovering af afdelingen på Rødegårdsvej skydes i gang i uge 20 i maj. Byggepladsen indrettes med hegn, skurvogne og øvrige faciliteter ugen før.

Bygningerne på Rødegårdsvej er opført i 1947, og de er ifølge Civica ikke længere tidssvarende. Rummene i boligerne er små, og der mangler dagslys indendøre, oplyser den almene boligorganisation.

Afdelingen består af 60 boliger med et bruttoetageareal på cirka 4.900 kvadratmeter. Rødegårdsvej renoveres både inde og ude. 12 boliger vil være med øget tilgængelighed, hvor der er lagt særlig vægt på en indretning, der matcher behovene hos rollator- og kørestolsbrugere. 18 eksisterende boliger sammenlægges, og reduceres til 12 nye boliger med større og lysere rum og de resterende 30 lejemål moderniseres, men ændres ikke i størrelse. I alle 54 boliger laves nyt funktionelt køkken og et lækkert badeværelse. Ifølge udbudsmaterialet ventes renoveringen at løbe op i knap 50 millioner kroner.

– Renoveringen af de fem boligblokke på Rødegårdsvej er startskuddet for Casas østlige renoveringsafdeling, og vi glæder os meget til at komme i gang med projektet. Samarbejdet med Civica tegner allerede godt, hvilket betyder meget for projektets endelige succes. Vi er desuden glade for, at Odense endnu engang lægger kvadratmeter til et Casa-byggeri. Byen har et fantastisk potentiale, som vi er stolte over at få lov til at være med til at forløse, siger John Strands Petersson, der er direktør for Renovering Øst i Casa, i meddelelsen.

Civica står ikke selv for projektledelsen på renoveringen. Allerede fra et tidligt stadie i projektet, har Kuben Management været en del af projektet og skal følge projektet helt til dørs.

Totalrådgiver er Erik Arkitekter og underrådgiver er Ingeniørfirmaet Viggo Madsen, som vil være byggeleder på renoveringen. Beboerne i boligafdelingen skal løbende genhuses i en periode. Til at koordinere og rent praktisk stå for processen omkring flytning samarbejder Civica med Westflyt Kolding.

Det forventes, at der går går knap to år før de sidste beboerne kan flytte ind igen.

De 15 huse i Socialt Boligbyggeris afdeling på Roesskovsvej og Hejmdalsvej udlejes kun på midlertidige kontrakter som følge af renoveringen på Rødegårdsvej, da beboerne fra Rødegårdsvej eventuelt skal genhuses på Roesskovsvej/Hejmdalsvej.