Clever bag stor lynladestation ved Nykøbing Mors

I Aabro Fald ved Nykøbing Mors etablerer Clever en stor lynladestation på et 4.500 kvadratmeter stort areal. Ladeoperatøren har købt en grund af Morsø Kommune.

Clever har købt en grund på Vester Fald 8 i Aabro Fald ved Nykøbing Mors af Morsø Kommune med henblik på at opføre en stor lynladestation. Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), glæder sig i en pressemeddelelse fra Clever over, at ladeoperatøren har plottet Mors ind på kortet af lokationer til ladestationer.

– Deres stærke profil er med til at styrke den store interesse for området. Derfor er jeg også særdeles glad for, at vi valgte at byggemodne hele området, så vi hurtigt og smidigt kan fortsætte vores proaktive udviklingsdagsorden, udtaler borgmesteren i pressemeddelelsen.

Lynladestationen ved Nykøbing Mors får op til ti lynladepunkter i løbet af 2023, dog med mulighed for skalering til 16 eller mere i løbet af de kommende år. De ti lynladepunkter kan levere en effekt på op til 300 kilowatt, hvilket svarer til at kunne lade elbilen fra 0-80 procent på under 30 minutter, skriver Clever.

– Lader du ved en af vores lynladestationer, så vil du også opleve, at det handler om meget andet end bare at forsyne din elbil med strøm. Vi vil nemlig også sørge for, at du får god energi i de 30 minutter, det tager at lade din elbil fra 0-80 procent. Derfor indretter vi vores lynladestationer med grønne oaser og elementer, som indbyder til at træde ud af bilen og bruge området og skabe en meningsfuld pause, inden turen går videre i hverdagens ræs eller ud i sommerlandet, udtaler Kenneth Boe Larsen, der er forretningsudvikler hos Clever.

Handlen mellem Clever og Morsø Kommune er netop gennemført, og Clever går derfor snart i gang med projekteringen af lynladestationen.

Forventningen er, at stationen er klar til at lade de første elbiler op inden udgangen af 2023.