Danica og Nordstern bygger boliger til unge på Sluseholmen. Foto: PR.
Danica og Nordstern bygger boliger til unge på Sluseholmen. Foto: PR.

Fra midten 2024 vil 247 nye studio apartments til studerende og andre unge stå klar på Sluseholmen, en bydel hvor Danica de senere år har bygget 800 lejligheder. Boligerne er bygget til dem, der gerne vil bo tæt på byen, vand og natur, lyder det i en pressemeddelelse fra pensionskassen, der med ejendomme for 38 milliarder kroner er blandt Danmarks største ejendomsinvestorer.

– I en by som København er der stor mangel på boliger til unge. Alt for mange kæmper for at få tag over hovedet, og derfor investerer vi massivt i denne type boliger, hvor de både kan få deres eget hjem og samtidig nyde godt af fælleskabet med andre på fællesarealerne. Det kan de i vores studieboliger i Nordbro på Nørrebro, vores ungdomsboliger på Amagerbro, og det vil de kunne i de kommende boliger på Sluseholmen, siger Michael Nielsen, administrerende direktør i Danica Ejendomme.

Byggeriet bliver bygget så bæredygtigt som muligt og forventes at blive DGNB Guld-certificeret. Derudover vil fællesarealerne blive indrettet med genbrugsmøbler. Som noget nyt har de kommende beboere selv fået muligheden for at sætte deres præg på byggeriet.

– Vi har både i spørgeskemaer og fokusgrupper spurgt målgruppen, hvad der er vigtigst, når man tænker lejligheder til unge. I stedet for blot at antage svarene, så inkluderer vi dem i udformningen af fællesfaciliteter, aktiviteter og traditioner. Resultatet bliver moderne lejligheder, hvor der er tænkt både komfort og bæredygtighed ind, siger Michael Nielsen.

Nordstern er totalentreprenør på byggeriet, som skrider planmæssigt frem. Entreprenørgiganten har været aktive i udviklingen af Københavns unge bydel.

– Hos Nordstern har vi nu bygget 1.000 boliger på Sluseholmen. Vi er glade for og stolte af at skabe boliger til unge i bydelen. Det er vi, både fordi det skaber en mere mangfoldig beboersammensætning i området, og fordi der er et generelt problem med manglende boliger til målgruppen i hovedstaden. Med byggeriet her leverer vi 247 bidrag til løsningen, siger Jesper Henkel, produktionschef i Nordstern.

Om boligerne

De 247 studio apartments på Sluseholmen bliver mellem 36-82 kvadratmeter med eget bad, toilet og tekøkken. Derudover bliver der fællesarealer, som spænder fra fælleskøkken og studiezoner til motionsrum, festlokale samt uderum med vand-aktiviteter og tagterrasse.

Udover de kommende boliger på Sluseholmen har Danica også 81 boliger til unge på Amagerbro samt på Nørrebro, hvor der er 298 studieboliger (med studiekrav) og 95 ungdomsboliger.