I en global undersøgelse ligger Danmark på en 17. plads over lande, der er værd at flytte til for at arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Boston Consulting Group og The Network, som danske Jobindex er en del af.

Det skriver Boston Consulting Group i en pressemeddelelse.

Decoding Global Talent 2024 er en tilbagevendende undersøgelse, der har eksisteret siden 2014, og som giver et perspektiv på, hvordan præferencerne hos den globale arbejdsstyrke udvikler sig. Undersøgelsen er ifølge konsulentvirksomheden verdens største af sin slags med over 150.000 respondenter fra 185 lande – inklusive 11.000 fra Danmark.

– Det er ekstremt flot, at Danmark lander en topplacering på listen. Vi er jo langt fra det 17. største land i verden. De allerøverste placeringer går naturligt nok til de engelsktalende lande, hvor de fleste kan være med sprogligt. Men udenlandsk arbejdskraft vil gerne til Danmark på grund af livskvaliteten og sikkerheden i landet, siger Andreas Malby, administrerende direktør og seniorpartner i Boston Consulting Group.

Læs også: Over 300 mikroboliger i Sydhavnen klar til sommer

Danmarks rangering i år har taget et spring på hele otte placeringer, siden undersøgelsen sidst blev gennemført i 2021, hvor vi indtog en 24. plads. Vi slår dermed vores nordiske naboer og placerer os som det mest attraktive land i Norden.

Europæerne vil arbejde i Danmark

Hovedstaden følger også godt med. København rangerer sig nemlig i en ‘Top 30‘ på en 28. plads over mest populære byer for udenlandsk arbejdskraft, som også formår at overgå de nordiske storbyer.

– Det vidner om et godt dansk image, der formår at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. En stor og god nyhed for danske arbejdsgivere, der står og mangler kvalificeret arbejdskraft både på den korte og lange bane. Vi kigger nemlig ind i en international mangel på arbejdskraft bl.a. inden for områder som den grønne omstilling og kunstig intelligens, her er det enormt vigtigt, at vi kan tiltrække udenlandsk talent, understreger Kaare Danielsen, der er administrerende direktør i Jobindex.

Han forklarer samtidig, at det særligt er europæerne, der gerne vil arbejde i Danmark, og at der ligger et uudnyttet potentiale for at rekruttere arbejdskraft fra Sydeuropa.

Danskerne selv er også glade for Danmark

Rejselysten blandt danskerne selv er – modsat den globale arbejdsstyrke – meget lav. Kun små tre procent er interesserede i at arbejde uden for landets grænser.

Det er bemærkelsesværdigt, da tallet lå på 10 procent i 2018 og 2 procent under coronapandemien i 2021, hvor verden var præget af rejserestriktioner og nedlukninger. Men lysten er altså ikke vendt tilbage selv efter, verden er åbnet op igen.

Læs også: Flere turister giver optimisme i den københavnske hotelbranche

– Danskere er glade for at arbejde i Danmark – og dem, som rejser ud, kommer ofte tilbage igen med nye erfaringer efter en periode. Vi skal være glade for, at så mange gerne vil arbejde i Danmark, det har vi brug for i en tid med mangel på arbejdskraft, konkluderer Kaare Danielsen.

De få danskere, der søger at komme til udlandet, tager umiddelbart afsted på baggrund af konkrete jobtilbud eller ønsket om personlig udvikling og kulturelle oplevelser. Her er det USA, Tyskland, Storbritannien, Norge og Spanien, der hitter.

Top 10: Lande med arbejdskraft, der vil arbejde i Danmark

# Land
1. Estland
2. Finland
3. Portugal
4. Holland
5. Tyskland
6. Tyrkiet
7. Rumænien
8. Ungarn
9. Polen
10. Pakistan

Kilde: Boston Consulting Group.