Danske landskabsarkitekter bag udviklingsplan for byrum omkring Helsinki Hovedbanegård

Helsinki Kommune har lanceret en udviklingsplan for byrummene omkring Helsinki Hovedbanegård. Planen er udviklet af Masu Planning.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Helsinki Kommune har indledt et omfattende transformationsprojekt, som skal forbedre byens centrale byrum ved at prioritere fodgængere, cyklister og kollektiv trafik.

Med projektet skal der samtidig skabes en mere sikker og tilgængelig passage over den trafikerede gade Kaivokatu, som dagligt krydses af en kvart million mennesker.

Hovedbanegårdens forplads skal omdannes fra et transitområde til et opholdsrum med forskellige aktiviteter. Det fremgår af en pressemeddelelse fra danske Masu Planning, som står bag udviklingsplanen.

– Vi ønsker at udvikle de centrale byrum i Helsinki til en oplevelsesrig destination. For at centrum kan forblive levende og tilbyde flere tjenester, skal det være et sted, der inviterer til ophold. Vi ønsker også at være en internationalt konkurrencedygtig storby, udtaler Ville Lehmuskoski, der er direktør i Helsinki Kommunes bymiljøafdeling.

Ifølge Masu Planning er hovedbanegården i Helsinki et hovedværk i finsk arkitekturhistorie. De omkringliggende byrum omkranses af en række nationale ikoniske bygninger som Nationalteatret, Nationalgalleriet Ateneum og det tidligere hovedkontor for det finske postvæsen.

– Når man i dag træder ud fra hovedbanegården, fremstår området rodet og stressende. Der er ikke mange opholdsmuligheder, og det er svært at orientere sig. Sammen med kommunen har vi skabt en udviklingsplan, som sammenkæder de omkringliggende byrum og skaber et nyt, mere overskueligt og inviterende ankomstrum til Helsinki, udtaler Malin Blomqvist, partner hos Masu Planning og designansvarlig for udviklingsplanen.

– Udover trafiksaneringen indeholder planen blandt andet en strategi for begrønning af området, udvikling af et imødekommende bymiljø og bedre orienteringsmuligheder. Blandt andet fremhæver vi indgangen til Nationalgalleriet Ateneum og inddrager kunsten i byrummet.

Planter og træer skal hjælpe med at tilbageholde regnvand i tilfælde af skybrud, nedsætte temperaturen under hedebølger og mindske påvirkningen af kraftige vindstød.

Udviklingsplanen er netop godkendt af miljøudvalget i Helsinki Kommune og er sendt til godkendelse i byrådet. Hvis byrådet vedtager planen, er forventningen at fleste af ændringerne træder i kraft i begyndelsen af 2030’erne.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling