En af de syv broer, der skal skabe bedre forbindelser i det nordlige Ghana og understøtte mulighederne for handel og vækst. Foto: Sweco.
En af de syv broer, der skal skabe bedre forbindelser i det nordlige Ghana og understøtte mulighederne for handel og vækst. Foto: Sweco.

For at skabe grobund for økonomisk vækst og bedre levevilkår i den nordlige del af Ghana iværksatte Ghana Highway Authority sammen med Danida i 2012 et omfattende infrastrukturprojekt bestående af syv broer og 27 kilometer veje. Den danske gren af ingeniørrådgiveren Sweco vandt opgaven med at designe og projektere broerne, mens den danske entreprenør Munck Civil Engineering fik til opgave at udføre projektet. Det skriver Sweco i en pressemeddelelse.

Alle broer er over floder, som udenfor regntiden er tørlagte, men i regntiden har høj vandstand og voldsom hastighed. Der var derfor ikke adgang over floderne i regntiden. Det skulle de nye adgangsveje og broer skabe. Nu er de omfattende anlægsarbejder, der geografisk er spredt over et stort og uvejsomt område, afsluttet og afleveret til tiden. Projektet har ellers både været udfordret af store oversvømmelser i regntiden og restriktioner og forsinkelser som følge af coronapandemien.

– Jeg utroligt glad og stolt over, at det lykkedes at komme i mål med projektet. Broerne er vitale for området og lokalbefolkningen og bliver en løftestang for vækst. Tidligere var det sådan, at man skulle køre fire timer for at komme rundt om floden og over på den anden side. Nu kan man nøjes med at køre i 20 min, fortæller projektleder i Sweco, Kjeld B.a Nielsen, der har ført tilsyn med projektet, i pressemeddelelsen.

Da coronavirussen ramte i foråret 2020 reagerede Munck ved at etablere en stor boble omkring projektet. Her fik 30 internationale folk og 550 lokale medarbejdere besked på at blive i boblen, indtil projektet var gennemført.

– Det har betydet, at de har kunnet holde virussen ude af projektet og gennemføre det til tiden, forklarer Thomas Fleurine Sørensen, direktør i Swecos internationale afdeling.

Hos Investeringsfonden for udviklingslande, IFU, der via Danida Sustainable Infrastructure Finance har finansieret projektet, er administrerende direktør Torben Huss imponeret over viljen og evnen til at gennemføre projekt på trods af corona.

– De syv broer og tilhørende veje og tilkørsler er et vigtig bidrag til at forbedre infrastrukturen i det nordlige Ghana og ruste området til i højere grad at kunne modstå oversvømmelser blandt andet som følge af klimaforandringer. Det kan skabe grundlag for øget vækst og bedre levevilkår for beboerne i regionen. At byggeriet på trods af vanskelige vilkår og forsinkelser på grund af corona samtidig har kunnet overholde både budget og tidsplan er ret imponerende, udtaler Torben Huss.