Dorte Mandrup skal tegne kulturarvscenter i Canada

Dorte Mandrup har netop vundet sin første konkurrence i Canada. Den danske tegnestue er blevet offentliggjort som vinder af den internationale konkurrence om at designe kulturarvscentret Nunavut Inuit Heritage Centre i Canadas nordligste territorium.

Dorte Mandrup er sammen med Guy Architects, LEES+Associates, Adjeleian Allen
Rubeli, EXP, Pageau Morel, Altus Group og kulturarvskonsulenter Kirt Ejesiak og
Alexander Flaherty blevet offentliggjort som vinder af en international konkurrence
om at designe Nunavut Inuit Heritage Centre i Canada. Det skriver Dorte Mandrup i en pressemeddelelse.

– Nunavut Inuit Heritage Centre er et ekstraordinært projekt, som vi både er meget stolte og ydmyge over at være en del af. Det er en opgave, der kræver stor omsorg og hensyntagen til landskabet og dets kulturelle betydning. Her har lokale kræfter i årevis arbejdet utrætteligt på at etablere et sted, hvor inuitter kan indsamle og opbevare værdifuld arv samt dele unik, specialiseret viden, der fortsat har stor betydning for fremtidige generationer og lige nu er i alvorlig risiko for at forsvinde. Vi glæder os meget til at lytte, lære og være bindeleddet mellem tanke og form, udtaler grundlægger og kreativ direktør Dorte Mandrup.

Nunavut Inuit Heritage Centre bliver bygget i Nunavuts hovedstad Iqaluit for at ære den canadiske regerings forpligtelse til Nunavut-aftalen, der i 1993 identificerede et presserende behov for et territorialt kulturarvscenter.

Ifølge det danske arkitektfirma tager bygningens design afsæt i landskabet samt i sneens og vindens bevægelse.

LÆS OGSÅ: NY DIREKTØR HOS DORTE MANDRUP

“Med inspiration fra de mønstre, der dannes i sneen af den fremherskende vind, kalutoqaniq, som længe har fungeret som et naturligt navigationssystem for inuitter, skærer bygningen sig ind i klippeskråningen og følger landskabets kurver og langsgående træk”, skriver Dorte Mandrup.

“Taget på Nunavut Inuit Heritage Centre fortsætter tundralandskabets naturlige bevægelse og tilbyder et naturligt mødested på kanten af klippefremspringet. Herfra er der udbrud udsigt over Frobisher Bay, Iqaluit og Sylvia Grinnell Territorial Park. Overfladen bliver dækket af sten og græs, hvilket opløser grænsen mellem bygning og landskab og sikrer en kontinuerlig bevægelse på tværs af landskabet. Ved at udnytte den beskyttende klippeskråning danner bygningsstrukturen naturligt et indre rum, der omfavner de følsomme kulturarvssamlinger og udstillinger”, skriver tegnestuen videre.

Nunavut Inuit Heritage Centre skal fungere som samlingssted for bevaring og fejring af inuitternes kultur og arv. Udover de permanente og skiftende udstillinger vil centret rumme café, værkstedsområde, konserveringslaboratorium, kontorer, butik, daginstitution og hostel samt et stort udeareal, der tilbyder områder, hvor man kan dyrke traditionelle praksisser som eksempelvis værktøjsfremstilling, kajakbyggeri, udskæring og bærplukning.