Toldbodvinhus på Middelfarts gamle havn genåbner i juni 2026 efter næsten tyve års tomgang.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Torben Østergaard-Nielsens selskab Selfinvest, som overtog bygningen i 2022.
Den historiske ejendom fra 1897 har siden 2023 gennemgået en gennemgribende renovering, som i praksis har haft karakter af nybyggeri. Udvendigt er huset ført tilbage til sit oprindelige udtryk, mens restauranten indvendigt er totalmoderniseret.
Selfinvest forankrer driften i sit eget regi. Ambitionen er at skabe en restaurant med høj faglig kvalitet uden fokus på Michelin-stjerner, lyder det.
– Vi har vurderet, at ambitionerne for Toldbodvinhus bedst realiseres ved, at vi selv står for driften, udtaler Nicolai Schultz, chef for Hospitality i Selfinvest.
– Genetableringen af Toldbodvinhus sker ud fra et ønske om at støtte udviklingen af byen og skabe et sted, hvor gæsterne har lyst til at komme igen og igen.
Restaurantchef bliver Martin Beck Rask med mere end tyve års erfaring fra anerkendte danske restauranter. Køkkenchef bliver Anton Frandsen, og restaurantchef bliver Lena Hahn Atzen, der i 2022 vandt Danmarksmesterskabet i Skills.
– Maden vil blive båret af sæsonens råvarer, vinkortet justeres til menuen, og betjeningen bliver nærværende og varm, udtaler Martin Beck Rask.
Genåbningen markerer et nyt kapitel for en bygning, der i flere år har været et symbol på forfald på havnefronten, men som nu igen skal samle byens liv tæt på vandet.
Ejendommen omfatter godt 200 kvadratmeter bygningsareal på en cirka 175 kvadratmeter stor grund.























