Katja Falkenberg, marketingchef, FDB Møbler. Foto: PR.
Katja Falkenberg, marketingchef, FDB Møbler. Foto: PR.

FDB Møbler har ansat Katja Falkenberg som ny marketingchef. Hun har gennem de seneste 10 år arbejdet som henholdsvis Brand Director og Chief Marketing Officer for danske designbrands som Fredericia Furniture, Menu, Lyngby Porcelæn og Karakter, skriver FDB Møbler i en pressemeddelelse.

– Katja kommer med en solid erfaring indenfor design. Hun har et skarpt øje for kommercielle løsninger og har et imponerende CV, når det kommer til at skabe resultater. Så vi er enormt glade for at have hende med ombord hos FDB Møbler, siger administrerende direktør, Ole Kiel fra FDB Møbler i meddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen står FDB Møbler overfor en stor strategisk satsning med at internationalisere, digitalisere og etablere FDB Møbler indenfor forskellige målgrupper. Virksomhedens brand skal positioneres stærkere hos de unge, der ikke er vokset op med virksomhedens møbeldesign på samme måde som ældre generationer, lyder det.

– Vi sidder på en helt særlig del af dansk design- og kulturarv, og jeg har altid været fascineret af FDBs historie – dels det enorme bagkatalog med klassisk design, og fokusset på ansvarlighed, men i særdeleshed også hele andelstanken, hvor vi hylder fællesskabet, udtaler Katja Falkenberg i pressemeddelelsen.

FDB Møbler er ejet af Coop. Da tegnestuen åbnede i 1942, var det med Børge Mogensen som kreativ leder. FDB Møbler er siden moderniseret, og produktporteføljen indeholder nu også meget andet end de klassiske møbler.

Virksomhedens omsætning voksede i 2021 med 28 procent til 195 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på 11,5 millioner kroner mod 8,8 millioner kroner året før.