Fleksibel lokalplan for nyt boligområde på Djursland

Politiker blev sendt uden for døren, da lokalplanen for et nyt boligområde med række- eller parcelhuse ved Glesborg Kærvej blev vedtaget.

Politikerne i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune vedtog den 16. april endeligt lokalplanen for et nyt boligområde.

Det skal udvikles på et 4,3 hektar areal nord for Glesborg Kærvej  i Glesborg.

Inden sagen blev behandlet måtte man dog sende kommunalbestyrelsesmedlem Rikke Albæk (V) uden for døren. Hun er nemlig søster til landmand Jens-Jørgen Henriksen, der er har ansøgt kommunen om at få udarbejdet lokalplanen.

Formand for miljø- og teknikudvalget, Niels Ole Birk (V), understregede, at der er tale om en fleksibel lokalplan i overensstemmelse med det signal, som man ønsker at sende fra udvalget.

Læs også: Udvikler vil bygge feriepark ved Bønnerup Strand

– Den giver mulighed for en blanding af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. For eksempel dobbelthuse, rækkehuse, klyngehuse og gårdhavehuse, sagde Niels Ole Birk på mødet i kommunalbestyrelsen.

De kommende boliger placeres inden for tre områder, der adskilles af henholdsvis en stamvej og et grønt fællesareal.

Mere varieret boligudbud i Glesborg

Boliger til åben-lav boligbebyggelse skal have en grundstørrelse på mindst 500 kvadratmeter.

Ifølge lokalplanen består den eksisterende boligbebyggelse i Glesborg primært af parcelhuse på grunde, der er større end 700 kvadratmeter.

Læs også: Plan for boliger og butikker midt i Skanderborg er vedtaget

Med en grundstørrelse på ned til 500 kvadratmeter kan der i lokalplanområdet tilbydes mindre grunde, som forventes at være attraktive for ældre og andre beboergrupper, der gerne vil bo i et hus, men som ikke gider at slide med for meget arbejdet ved en stor have.

Lokalplanen skal således være med til at skabe variation i boligudbuddet i Glesborg.

Da lokalplanen blev sendt i høring, fremgik det, at der kan bygges mellem mellem 54 og 76 parcel- og rækkehuse i området.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling