Haderslev Kommune, der har søgt om midler til at realisere en udviklingsplan for Aarø Naturø.
Og nu kan planen realiseres, for Nordea-fonden har givet godt 8,6 millioner kroner til planen og Haderslev Kommunalbestyrelse har afsat godt 9 millioner kroner til projektet på seneste budget.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Jeg er utroligt glad for, at vi med Nordea-fondens støtte kan realisere projektet på Aarø. Aarø Naturø vil være med til at sikre det gode liv og fremme turismen på Aarø og dermed også andre steder i Haderslev Kommune, og samtidig giver planen plads til endnu mere af den i forvejen skønne natur på Aarø, siger borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau (V).
Indsatserne i udviklingsplanen foregår både i Aarøsund og på Aarø. Tanken bag er nemlig at binde de to samfund endnu tættere sammen for at skabe en helstøbt oplevelse, og styrke samarbejdet på tværs af sundet.
Aarøsund Badehotel er under restaurering, og området byder desuden på en strand, en lystbådehavn og en havnepromenade med udsigt over Lillebælt.
Udviklingsplanen skal være med til at sikre, at det fremover er en god og stor oplevelse at besøge øen som turist samtidig med, det er et godt sted at leve for de 144 beboere.
Projektet er udsprunget af den strategisk-fysisk udviklingsplan for Aarø som er udviklet i samarbejde med de lokale aktører, Dansk Kyst- og Naturturisme og LAG Småøerne.
Det finder man i udviklingsplanen
Udviklingsplanen for Aarø Naturø indeholder en række tiltag, der skal realiseres i Aaøsund og på Aarø.
Haderslev Kommune starter projektet op i begyndelsen af 2025 og forventer at hele udviklingsplanen er realiseret med udgangen af 2027.
Punkter i udviklingsplanen Aarø Naturø
- Pejlemærke Aarøsund Havn: et samlings- og formidlingspunkt nær færgelejet, der formidler oplevelser og historier i området, samt introducerer oplevelserne som de besøgende har i vente på Aarø.
- Etableringen af grøn naturnær langtidsparkering Aarøsund skal være med til at nudge besøgende til at lade bilen stå på fastlandet og dermed fredeliggøre Aarø og skabe en naturlig pause i Aarøsund som vil understøtte turismeerhverv her.
- Ankomstbygning Aarø Havn er tænkt som et mødested for beboere og besøgende strategisk placeret, lige dér hvor man kommer i land fra færgen og tæt ved Aarø By. Bygningen skal have faciliteter for beboere, besøgende, lystsejlere og de ventende færgegæster og vil fremtræde langt mere indbydende end den nuværende bygning Her kan laves en grejbank og afholdes arrangementer og meget mere.
- Boardwalk – Forbindelse mellem Aarø havn og by, tilbyder en trafiksikker ankomst til byen, og det første store natursyn over strandengsområdet Korsø. Boardwalken indeholder også formidling af den natur, der kan opleves i det omgivende vådområde, der rummer spændende flora og fauna.
- Naturstier, der underbygger mobilitet og oplevelser, der strækker sig udenfor det overordnede vejnet. Skaber ruter som udelukkende er for de gående, hvor den uspolerede natur kan opleves, mens man føres omkring øens særkender og forbindes til øens knudepunkter.
- Fugletårn, et mødested på øens østkyst, et pejlemærke at gå efter, som tilbyder ly og en tilgængelig oplevelse. Det er ikke kun et fugletårn, men også et udsigtstårn, hvorfra man blandt andet kan se skibene i Lillebælt og Assens på den anden side af bæltet.
- Vejvisning og formidling, udført som en vejrbestandig, slidstærk formidling, der ikke tager opmærksomheden væk fra det man ønsker at formidle (udsigter, natur, flora, fauna, kulturhistorie). Viser vej til knudepunkter, attraktioner og lokale virksomheder.
Projektets samlede budget er på 19,3 millioner kroner. Nordea-fonden har doneret 8,6 millioner kroner kroner, og Haderslev Kommune finansierer resten.
Haderslev Kommune har i budgetforliget 2024-27 afsat midler til udvikling på Aarø, der kan anvendes til at realisere projektet.
Kilde: Haderslev Kommune.