Glostrup Kommune sætter 40.000 kvadratmeter nybyggeri ved Banegårdspladsen, Rådhusparken og Christiansvej i Glostrup Bymidte til salg. Omkring 38.800 kvadratmeter er udlagt til boliger, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Baggrunden for at igangsætte en omfattende udvikling af Glostrup Bymidte er dels et ønske om at skabe en mere attraktiv, grøn og levende bymidte med en bedre sammenhæng mellem de forskellige bykvarterer og byrum, dels at imødekomme den stigende efterspørgsel efter attraktive og bæredygtige boliger i kommunen, udtaler borgmester Kasper Damsgaard (A).
– Desuden har vi et ønske om at udnytte effekten af, at Glostrup Station er et af de helt centrale trafikale knudepunkter i Hovedstadsregionen med cirka 17.000 daglige togpassagerer, uddyber han.
– Glostrup Station sikrer en nem adgang til såvel det centrale København som til Københavns Lufthavn og stationen vil i 2030, når Letbanen er i drift og når regionaltogene stopper i Glostrup, dagligt betjene cirka 50.000 passagerer inklusive buspassagerer, siger borgmesteren.
I 2019 igangsatte kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune arbejdet med en helhedsplan for Glostrup Bymidte og de tre byområder Banegårdspladsen, Rådhusparken og Christiansvej. Formålet var at skabe en mere levende og sammenhængende bymidte, blandt ved at tilføre bymidten flere boliger.
– Næste fase af byudviklingsprojektet i Glostrup Kommune er, at vi skal vælge den samarbejdspartner (eventuelt gruppe af samarbejdspartnere), som vi ønsker at indgå aftale med i forhold til at gennemføre den vedtagne helhedsplan samt udarbejde en lokalplan for det enkelte byområde. Vi ser med interesse frem til at modtage købstilbud på de tre byområder, som Glostrup Kommune den 6. december 2023 udbyder, slutter Kasper Damsgaard.
De tre byområder i helhedsplanen
Banegårdspladsen
Omkring den nuværende banegårdsplads er der store arealer, som i dag alene udnyttes som busterminal og med den kommende Letbane bliver det muligt at reducere busterminalområdet og konvertere området til anden anvendelse.
Det overskydende areal giver plads til boliger og erhvervslokaler. I henhold til helhedsplanen kan der bygges cirka 8.000 kvadratmeter.
Rådhusparken
Her er det planen blandt andet at flytte biblioteket til ny lokation og optimere en del af rådhuset for at skabe plads til cirka 16.500 kvadratmeter boligbebyggelser.
De nye bebyggelser indpasses i den eksisterende, smukke Rådhuspark, som sammen med flere andre rekreative og grønne områder i de øvrige områder udgør byens grønne identitet.
Christiansvej
Området lige syd for Glostrup Fritidscenter, der tidligere har huset nyttehaver, en racerbane til fjernstyrede biler og en parkeringsplads til Glostrup Fritidscenter udbygges med cirka 15.600 kvadratmeter boliger plus et mobilitetshus som eksempelvis kan rumme opladning af el-biler og parkering af biler, elcykler og løbehjul.
Kilde: Glostrup Kommune.