Haderslev Kommune bygger stenrev ved Råde Hoved

Haderslev Kommune bygger to stenrev, der skal øge biodiversiteten i Lillebælt ved at skabe nye ynglesteder og levesteder for planter og dyr.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I disse dage bliver 1.200 kubikmeter sten læsset af ved Råde Hoved ud for Råde Strand. Stenene fra Kragerø ved Larvik i Norge skal bruges til at bygge to stenrev i havet, der kan være nye levesteder for alger, muslinger og fisk, så biodiversiteten i Lillebælt forbedres. Det skriver Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.

– Et af de tiltag, vi gør, er, at bygge to stenrev, der skal skabe bedre muligheder for at fiskene kan yngle og også bliver levested for planter og andre smådyr, udtaler formand for teknik- og klimaudvalget i Haderslev Kommune, Carsten Leth Schmidt fra Slesvigsk Parti.

Stenrev er vigtige levesteder for blandt andet muslinger og tang, som kræver et hårdt underlag at hæfte sig til, mens eksempelvis torsk og hummer kan finde skjul og føde. Derudover kan stenrev også være med til at binde kvælstof og fosfor fra havet.

Der plejede at være mange naturlige stenrev i de danske farvande. Mange af dem opstod under istiderne, hvilket er ganske unikt for det danske istidslandskab. Men i dag, er mange af dem forsvundet. Fordi der er blevet fisket mange sten op af havet til havne og moler gennem de sidste 100 år, skriver Haderslev Kommune.

Der skal bygges to stenrev ved Råde Hoved. Et mindre, der ligger tæt på land, som bliver et formidlingsrev. Det starter helt inde ved kysten, hvor der naturligt ligger mindre sten. Revet slutter ude på omkring fire meters dybde med et huledannende rev. For at guide dykkere ud på revet, etableres der en kæde med infotavler på bunden.

Det store rev bygges længere ude, og bliver et sammenhængende huledannende rev på omkring 550 meter. Revet bugter sig langs havbunden med varierende dybder mellem 4,30 til 6,40 meter, oplyser kommunen.

Bygges frem til marts

Stenene til de to stenrev er dels hentet i Norge og dels fundet i Danmark, hvor man bruger marksten og sten fra nedrivninger af gamle bygninger.

Stenene fra Norge leveres med skib i denne uge og læsses af i havet. Derefter går arbejdet med at bygge stenrevene fra mindre skibe i gang og varer frem til marts alt efter vind og vejr.

Haderslev Kommune arbejder sammen med Naturpark Lillebælt og Middelfart Kommune, som bruger samme entreprenør og sten til et nye rev i Tybrind Vig og ved Varbjerg Havn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling