Harridslevgaard ved Bogense er sat til salg. Foto: Pernille Sams.
Harridslevgaard ved Bogense. Foto: Pernille Sams.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

En af de mest markante udbud på det danske boligmarked – et renæssanceslot på Fyn med over 400 år på bagen – kan nu blive dit med en solid millionrabat oveni hatten.

Det historiske slot Harridslevgaard udenfor Bogense, som har stået tidens tand igennem flere krige på dansk jord og 15 regenter, er nemlig netop blevet sat 8 millioner kroner ned i pris.

Det skriver boligvisningssiden Boliga.

Det betyder altså, at du nu kan realisere dine royale drømme og overtage slottet med over 1.800 etagemeter for lige under 20 millioner kroner – en rabat på næsten 30 procent under udbudsprisen på 28 millioner kroner, som det kom til salg for for næsten lige præcis et år siden.

Den nye udbudspris køber dig blandt andet – ifølge salgsmaterialet hos liebhavermægleren Pernille Sams – talrige værelser og stuer med pejse og oprindelige gulve, en 400 kvadratmeter stor riddersal og et storkøkken med hvælvede lofter i kælderen.

Udenfor kan du nyde renæssanceslottet – komplet med spir og tårn – fra din egen  park og i alt 3,4 hektar jord, som også følger med i handlen.

Rabat på flere herresæder

Hvis pengepungen på trods af millionrabatten på det historiske slot ikke er helt polstret nok til at smide i nærheden af 20 millioner kroner, kan du stadig få lov til at lugte til herskabslivet i et andet sted på Fyn for et noget mere beskedent beløb: 

Omkring ti kilometer fra Harridslevgaard er herregården Jerstrup nemlig netop også blevet sat betydeligt ned i pris ifølge Boliga.

Den trefløjede bindingsværkgård, hvis historie går tilbage til 1300-tallet, kom til salg i maj sidste år for 8,5 millioner kroner.

Siden da er prisen for den herskabelige bolig blevet justeret ned et par gange, og efter den seneste nedskrivning i udbudsprisen kan du købe den fredede herregård for 6,5 millioner kroner.

For den pris får du 22 værelser, som for nyligt er blevet gennemgående renoveret, omgivet af en voldgrav og 3,6 hektar jord.

Se renæssanceslottet Harridslevgaaard her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling