Ikano Bolig skyder udvikling af over 2.000 boliger i Vinge i gang

Ikano Bolig indgår samarbejdsaftale med Adserballe & Knudsen som totalentreprenør, og skyder dermed gang i udviklingen af Bakkevarteret i Vinge i Frederikssund.

Ikano Bolig tager nu det første skridt i udviklingen af den sydlige del af selskabets 100 hektar store grund i Vinge i Frederikssund. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Bakkevarteret på den sydlige del af grunden kommer primært til at bestå af rækkehuse i et-to etager.

Ikano Bolig har underskrevet en samarbejdsaftale med Adserballe & Knudsen som totalentreprenør.

Samarbejdsaftalen er samtidig startskuddet for hele Ikano Boligs omfattende projekt i Vinge. Over en årrække skal der bygges mere end 2.000 boliger i den nye bydel.

– Vi har valgt Adserballe & Knudsen A/S som samarbejdspartner på grund af deres professionelle tilgang og fokus på bæredygtigt byggeri. Vi stræber efter at minimere CO2-påvirkningen i vores boligbyggeri, og derfor har vi valgt at indgå samarbejdsaftalen tidligt for at få deres betydelige erfaring på området med i processen, fortæller René Brandt, som er direktør hos Ikano Bolig.

Adserballe & Knudsen skal stå for byggeriet i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Architects og ABC Rådgivende Ingeniører.

– Nu starter samarbejdsfasen, hvor vi i fællesskab skal finpudse de løsninger, der skal forløse de ambitiøse målsætninger. Vi har et rådgiverteam med på sagen, som vi kender særdeles godt, og derfor har vi store forventninger til den kommende proces, siger teknisk direktør for Adserballe & Knudsen, Jakob Kock.

De første boliger er klar i 2026

Ikano Bolig og Adserballe & Knudsen forventer at kunne igangsætte byggeriet i Bakkekvarteret inden udgangen af året. De første boliger vil være klar til indflytning i løbet af 2026.

– Det glæder mig, at Ikano Bolig nu er i gang med udviklingen af deres første boliger i Vinge, og at de planlægger byggestart i løbet af 2024. Ikano Bolig har opkøbt store arealer i Vinge, og jeg ser frem til et solidt og langvarigt samarbejde, der forhåbentlig resulterer i mange spændende nye boliger i Vinge, udtaler borgmester i Frederikssund, Tina Tving Stauning (S).

– Jeg glæder mig særligt til at følge byggeriet af boligerne med lavt CO2-aftryk, som forhåbentlig kan give inspiration til kommende byggerier over hele landet. Lokalplanen for området er på plads, og jeg ønsker Ikano Bolig al mulig held og lykke med byggeriet.

Vinge er et af Danmarks største byudviklingsprojekter med et samlet areal på 370 hektar på markerne sydøst for Frederikssund.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling