Det kommende hovedsæde for biotekselskabet Genmab på hjørnet af Gammel Køge Landevej og Carl Jacobsens Vej i Valby opføres af NCC. Når det nye domicil står færdigt i marts 2023, overtager Industriens Pension ejerskabet af bygningen og et tilhørende parkeringshus. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.
Det kommende Genmab-domicil er en del af Kontorværket i Valby i København, hvor der skal bygges to kontorhuse og et parkeringshus.
Kontorejendommen opføres i fem etager som en slags kube omkring en central atriumgård, og i stueetagen vil der være reception, mødecenter og kantine. Den er fuldt udlejet til Genmab på en 15-årig lejekontrakt, skriver NCC.
– Den 15-årige lejekontrakt med Genmab passer godt ind i vores strategi som langsigtet ejer, og vi forventer, at ejendommen vil bidrage med et stabilt afkast til medlemmerne mange år frem. Vi glæder os til at byde Genmabs eksperter i bioteknologi velkommen, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.
Industriens Pension må til lommerne og punge ud med 620 millioner kroner for ejendommen, som dermed får en positiv indtjeningseffekt for NCC Property Development i første kvartal 2023, oplyses det.
– Kontorværket bliver et arkitektonisk flot projekt og er placeret med en stærk infrastruktur, der gør transporten for medarbejderne optimal. Nu sælger vi første bygning og parkeringshuset til Industriens Pension, som er en professionel udlejer og en god ejer for Genmabs hovedsæde, siger Ole Faurby, direktør i NCC Property Development i Danmark.
Ejendommen opføres til DGNB-certificering på guld-niveau, ligesom der certificeres efter kravene til Lavenergiklasse 2015 og overholder den frivillige energiramme 2020.
Industriens Pensions rådgivere i forbindelse med investeringen er Accura, Deloitte, Kuben Management, DEAS og CBRE.
Mæglervirksomheden Colliers har stået for salget af den 12.500 kvadratmeter store ejendom i Valby.