Kampsportens Hus blev indviet officielt den. 2. december 2022. Foto: Laura Stamer.
Kampsportens Hus blev indviet officielt den. 2. december 2022. Foto: Laura Stamer.

Kampsportens Hus ved Nørrebro Station står nu færdigt til brug efter flere års byggeri, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse i anledning af, at huset i dag blev indviet officielt.

– Som by og hovedstad skal vi rumme både elite og bredde – og specialiserede nichesteder som Kampsportens Hus. Det er inspirerende, når æstetik og funktionalitet på denne måde går op i en højere enhed, udtaler kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i meddelelsen.

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) kan i pressemeddelelsen oplyse, at hun selv har gået til kampsport som ung. Men først og fremmeste glæder hun sig over, at København har fået nye idrætsfaciliteter.

– Især i en by, hvor vi har alt for få idrætsfaciliteter. Jeg håber, vi med Kampsportens Hus kan få endnu flere børn og unge til at trække i træningstøjet og gå til kampsport, siger overborgmesteren i meddelelsen.

Kampsportens Hus er opført med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden, som til sammen har spædet til med 50 millioner kroner til huset. Den samlede anlægssum lyder på 104,5 millioner kroner, og Københavns Kommune har selv finansieret resten.

Arkitektfirmaet Entasis har tegnet Kampsportens Hus, som er opført af entreprenørvirksomheden Einar Kornerup. Bygningen Hus rummer et indendørs areal på 3.000 kvadratmeter og et udendørs areal på 2.000 kvadratmeter.  Som en del af det arkitektoniske udtryk er huset indrettet, så det skal afspejle asiatiske traditioner inden for kampsport.