Kasper Nissen er ny projektleder hos Dansk Boligbyg i Roskilde

Kasper Nissen er ansat som ny projektleder hos Dansk Boligbyg i Roskilde, og han er allerede godt i gang på totalentreprisen PH Park i Hørsholm.

Kasper Nissen er ansat som ny projektleder hos Dansk Boligbyg i Roskilde per 1. november, oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Kasper Nissen kommer fra en stilling som projektleder hos Entreprenørfirmaet Nissegård, som er ejet af hans far. Planen var, at han skulle overtage virksomheden, men så fik han en opringning fra Dansk Boligbyg og hilste på Roskildes afdelingsledere Claus Møller Pedersen og Jesper Rügler Fris.

– Det er behagelige mennesker med fokus på trivsel og værdier, og det kunne jeg godt se mig selv i. En af de ting, de lægger vægt på, er, at der er bemanding nok til at løfte opgaverne, udtaler Kasper Nissen i meddelelsen.

Kasper Nissen har blandt andet været projektleder hos både JCN Bolig og Casa (nu Nordstern), og inden da var han byggeleder hos Casa og H. Skjøde Knudsen.

– Hos Dansk Boligbyg kan jeg se en fremtid i mange år. Her er mange muligheder og fokus på udvikling og uddannelse. Jeg kan lave det, jeg er god til, og med tiden realisere min ambition om at blive projektchef, siger Kasper Nissen.

Kasper Nissen er uddannet murer og tog i 2015 også bygningskonstruktør-uddannelsen fra Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Han bor i Faxe Ladeplads. Fritiden bruger han mest med på huset, sin højgravide kone og sin søn.

Når tiden i ny og næ tillader det, dyrker han styrketræning og langdistanceløb. Kasper Nissen tænder også på alt med en motor og har en gedigen samling af motorcykler, som blandt andet luftes til banekørsel, og selv om det kniber med tid, så får han også sneget et par årlige skiture til Østrig og Frankrig ind i programmet.