Peter Kanstrup, der er serviceleder i Teknikhus Syd- & Sønderjylland i Kemp & Lauritzen (til venstre) og Lars Juhl Nielsen, indehaver af VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen. Foto: PR.
Peter Kanstrup, der er serviceleder i Teknikhus Syd- & Sønderjylland i Kemp & Lauritzen (til venstre) og Lars Juhl Nielsen, indehaver af VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen. Foto: PR.

Kemp & Lauritzen køber VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen i Horsens, fremgår det af en pressemeddelelse. Foruden virksomhedens otte medarbejdere overtager Kemp & Lauritzen lokalerne i Horsens. VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen har i det seneste regnskab i alt anlægsaktiver til en bogført værdi af godt 385.000 kroner.

– VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen har en stærk lokal forankring i Horsens. Her tilbyder de komplekse og teknisk krævende VVS-løsninger – inden for blandt andet industri, erhverv og boligforeninger. Dét er kompetencer, der passer godt ind hos Kemp & Lauritzen, og det er planen, at vi kommer til at udvide vores servicetilbud i den nye Horsens-afdeling, så de også omfatter vores øvrige ydelser såsom el, ventilation, køl, sprinkler og brand og sikring, udtaler Peter Kanstrup, der er serviceleder i Teknikhus Syd- & Sønderjylland i Kemp & Lauritzen, i meddelelsen.

Det bliver Peter Kanstrup, der får ansvaret for driften af den nye lokation. VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen havde i 2021 en bruttofortjeneste på godt 2,2 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på 46.000 kroner. Egenkapitalen lød per 31. december 2021 på 350.000 kroner.

Indehaver Lars Juhl Nielsen har stået i spidsen for VVS-Firmaet Lars Juhl Nielsen i 39 år. Han bliver også ansat i Kemp & Lauritzen, indtil han går på pension i løbet af 2023.

– Ligesom os har Kemp & Lauritzen rødder helt tilbage til 1800-tallet. Det er en bundsolid virksomhed, som er kendetegnet ved stolte håndværkstraditioner, redelighed og ordentlighed. Dét er værdier, der stemmer overens med vores – og derfor tror jeg på, at de er de rigtige til at føre vores forretning videre og udvide den med nye fag og kompetencer, udtaler han i meddelelsen.

Kemp & Lauritzen består af 2.400 medarbejdere og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i 140 år.